Markedspris, inden for den økonomiske pristeori den pris, der fremkommer ved samspillet på markedet mellem købernes efterspørgsel og producenternes udbud af en vare. Ved markedsprisen vil de to netop balancere. Den nærmere beskrivelse af, hvordan markedsprisen dannes, rummer dog stadig en del problemer for den økonomiske videnskab, idet simple dynamiske tilpasningsmodeller for priser kun fungerer under meget restriktive antagelser.