Nationalregnskab (Klassifikationssystem), Nationalregnskabet må først og fremmest opfattes som et logisk og sammenhængende klassifikationssystem, uden hvilket det ikke ville være muligt at skaffe sig overblik over det umådelig store antal økonomiske transaktioner, der finder sted i samfundsøkonomien i løbet af en periode. I sin grundstruktur viser nationalregnskabet, hvordan der som resultat af den produktive aktivitet i samfundet skabes indkomst, som dernæst fordeles og omfordeles, før den giver grundlag for efterspørgsel efter varer og tjenester til forbrug og investering (og udenlandsk efterspørgsel i form af eksport). Disse varer og tjenester kommer fra den nationale produktion eller import, således at systemet beskriver et kredsløb. I praksis beskrives dette lettest inden for rammerne af et afstemt kontosystem, baseret på det dobbelte bogholderis princip, og det er denne fremstillingsform, der danner grundlaget for betegnelsen nationalregnskab.

De varer og tjenester, der indgår i nationalregnskabet, afgrænses først og fremmest ved, at de skal være produceret med markedsmæssigt salg for øje, dvs. med det mål at opnå en fortjeneste.

På enkelte områder fraviges dette princip imidlertid. Således indgår værdien af varer produceret i husholdningerne til eget brug, fx landmænds forbrug af egne produkter, hvorimod værdien af tjenesteydelser produceret i hjemmene til eget brug, fx madlavning og rengøring, ikke indgår med undtagelse af værdien af ejerbolig ved boligbenyttelse. De medtagne ydelser værdiansættes på grundlag af markedspriser for samme vare eller tjenestetype eller et nærliggende alternativ.

Endvidere er en række andre ikke-markedsmæssige aktiviteter med i nationalregnskabet. Det gælder først og fremmest produktionen af offentlige tjenesteydelser. Værdien heraf opgøres som omkostningerne ved at producere tjenesteydelsen.

De økonomiske transaktioner, der omfatter regulære vare- og tjenestestrømme, opgøres både i årets priser (løbende priser) og faste priser (1998: 1990-priser). Omregningen til faste priser (deflatering) danner grundlag for en belysning af den mængdemæssige udvikling.

Forsyningsbalancen giver et summarisk billede af de vigtigste realøkonomiske størrelser i nationalregnskabet. Forsyningsbalancen viser på den ene side værdien af de varer og tjenester, som går til endelig anvendelse, samt deres fordeling på efterspørgselskomponenter, dvs. dels den indenlandske endelige anvendelse såsom privat og offentlig forbrugsudgift samt investeringer, dels eksport af varer og tjenester til udlandet. På den anden side viser forsyningsbalancen den tilsvarende tilgang, som enten kan stamme fra den værditilvækst, der skabes indenlands (BNP, se bruttonationalprodukt), eller via tilgang fra udlandet (import).

En særlig interesse knytter sig til den reale vækst i BNP, fordi den normalt tages som et udtryk for den økonomiske vækst.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig