Et incitament er en tilskyndelse til at handle på en bestemt måde. Det er almindeligt at opfatte økonomiske systemer, fx virksomheder eller samfundet som helhed, som systemer, der består af flere aktører (individer, grupper eller organisationer) med forskellige interesser og informationsmængde.

Faktaboks

Etymologi
Ordet incitament kommer af latin incitare 'sætte i hurtig bevægelse', af in- og citus 'hurtig'.
Også kendt som

tilskyndelse

Et centralt økonomisk problem er derfor, hvordan man kan sikre et fornuftigt samspil mellem sådanne aktører. Det kræver dels en vis planlægning af deres handlinger, dels at de motiveres til at handle som planlagt. Incitamentsteori handler om motivationsproblemer, dvs. om, hvordan aktører motiveres til at opføre sig på bestemte måder.

Økonomiske og ikke-økonomiske incitamenter

Incitamentsproblemer kan afhjælpes på forskellig vis. En mulighed er at ændre og forlige aktørernes grundlæggende interesser ved at skabe en særlig moral, korpsånd eller kultur i systemet. En anden er at forbedre mulighederne for at straffe uønsket og belønne ønsket adfærd. Det kan dels ske ved at øge overvågningen af aktørernes adfærd og derved forbedre mulighederne for at belønne/straffe i de rigtige situationer, dels ved at øge omfanget af de belønninger/straffe, som kan anvendes. Såvel økonomiske som ikke-økonomiske incitamenter kan spille vigtige roller i påvirkningen af adfærden. Studiet af hvordan skatter, afgifter, subsidier og indkomstoverførsler påvirker incitamentsstrukturen, er derfor en vigtig bestanddel af mikroøkonomisk forskning.

Også incitamentsproblemer, der er knyttet til begrebet asymmetrisk information, har siden midten af 1970'erne haft økonomisk interesse. Der er i den forbindelse udviklet resultater om, hvordan man kan indrette aflønningsformer, som motiverer aktører til at yde en høj arbejdsindsats, selvom indsatsen ikke direkte kan observeres, og til sandfærdigt at oplyse, hvad de ved og ønsker, selvom ønsker o.l. ikke umiddelbart kan kontrolleres.

Eksempler på incitamentsproblemer

Der er mange eksempler på konkrete incitamentsproblemer med tilhørende løsninger:

  • For at få skatteyderne til sandfærdigt at fortælle, hvad de har tjent, kan samfundet appellere til deres moral, øge kontrollen, øge straffen for skattesnyd eller mindske skattetrykket og dermed tilskyndelsen til snyd.
  • For at motivere til en passende høj arbejdsindsats kan en virksomhed anvende akkordløn og provisionsløn eller gøre lønmodtagerne til medejere af virksomheden.
  • For at motivere bilister til fornuftig kørsel kan et forsikringsselskab kræve en selvrisiko, så også forsikringstagerne påføres ekstra udgifter ved uforsigtighed.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig