Diskontoen 1988-2024

Udviklingen i diskontoen siden 1988 afspejler det generelle fald i renteniveauet i de seneste årtier. 2012-22 var diskontoen 0 procent, indtil den atter steg som led i den internationale stramning af pengepolitikken i kølvandet på den høje inflation i 2022. Kilde: nationalbanken.statistikbank.dk/DNRENTM.

Diskontoen 1988-2024
Af .
Licens: CC BY SA 3.0

Diskontoen er den ældste af Danmarks Nationalbanks fire pengepolitiske renter. Den var oprindelig en rentesats, der blev brugt i forbindelse med diskontering af veksler. Fra midten af 1800-tallet blev den brugt som pengepolitisk instrument af Nationalbanken til at påvirke seddelmængden i omløb og dermed den generelle økonomiske aktivitet. I 1980’erne mistede den sin betydning som direkte instrument i pengepolitikken. Denne rolle er overtaget af Nationalbankens øvrige officielle renter, mens diskontoen i dag anvendes som en generel signalrente for det pengepolitiske renteniveau.

Faktaboks

Etymologi
kommer fra italiensk disconto, som er afledt af verbet discontare ('diskontere', dvs. fratrække), af dis og contare 'regne'. At diskontere betød tidligere at købe en veksel før forfaldsdagen mod fradrag af et beløb (diskontoen).

Historie

Diskontering af veksler

En af Nationalbankens hovedopgaver fra bankens oprettelse i 1818 var at diskontere veksler: Virksomheder og banker, som havde modtaget veksler (en tidligere almindelig form for gældsbeviser) fra deres kunder, kunne skaffe rede penge ved at videresælge vekslerne til Nationalbanken, som dog betalte et mindre beløb, end den pågældende veksel lød på. Nationalbankens potentielle fortjeneste ved handelen bestod af dette fradrag i betalingen, som kaldtes diskontoen og udtryktes som en procentsats af vekslens værdi.

Pengepolitisk instrument

I 1845 indførte Danmark en sølvfod, dvs. at pengesedler altid kunne indløses med sølvmønter i Nationalbanken. Seddeludstedelsen måtte derfor tilpasses metalbeholdningen, og det blev vigtigt for Nationalbanken at styre udlånene og dermed den samlede seddelmængde i omløb. Fra 1850'erne begyndte banken at bruge diskontoen som et egentligt pengepolitisk instrument. Banken kunne begrænse udlånene ved at hæve diskontoen og omvendt sænke denne, når der var rigelig dækning for seddelomløbet.

Omlægning af pengepolitikken i 1980'erne

Diskontoen beholdt denne rolle som en vigtig pengepolitisk rente i mere end 100 år indtil 1980’erne. I dette årti blev der gennemført en omlægning af den danske pengepolitik med mindre vægt på direkte regulering og større vægt på Nationalbankens øvrige renter, der direkte var målrettet forretningsbankernes ind- og udlån i Nationalbanken.

Brug i dag

I dag er diskontoen en såkaldt signalrente, der angiver det generelle niveau for de pengepolitiske renter i Danmark. Ingen af Nationalbankens pengepolitiske instrumenter (ind- og udlån) er direkte forrentet med diskontoen. Det er i modsætning til bankens øvrige tre pengepolitiske renter foliorenten, udlånsrenten og indskudsbevisrenten.

Diskontoen har dog fortsat direkte betydning i nogle sammenhænge. Nogle love og reguleringskontrakter anvender nemlig diskontoen som reference. Eksempelvis forrentes SU-lån til studerende, der har færdiggjort deres uddannelse, med diskontoen tillagt et procenttillæg, som fastsættes hvert år på finansloven.

Paralleller i andre lande

Også i andre lande er navnet diskonto tidligere blevet anvendt om den ledende pengepolitiske rente. Det var således tilfældet i Norge, hvor Norges Bank diskonterede veksler indtil 1963 og fortsatte med at offentliggøre en diskonto indtil 1986. I Tyskland fastsatte Deutsche Bundesbank en ”Diskontsatz”, indtil den selvstændige tyske pengepolitik ophørte i 1999 med dannelsen af ECB, Den Europæiske Centralbank.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig