Likviditetspræference, den britiske økonom Maynard Keynes' betegnelse for pengeefterspørgsel. Indtil Keynes udgav The General Theory of Employment, Interest and Money i 1936, blev pengeefterspørgslen behandlet uden henvisning til de generelle principper for nytte- og profitmaksimering. Det blev antaget, at husholdninger og virksomheder mekanisk holdt penge for at gennemføre transaktioner og for at beskytte sig imod uforudsete begivenheder. Keynes fremsatte i stedet den teori, at pengeefterspørgslen var styret af tre motiver: transaktionsefterspørgslen (en given indkomst afleder en strøm af udgifter, som kræver en vis beholdning af penge), forsigtighedsefterspørgslen (en del af formuen må holdes som likvide midler som beskyttelse mod uforudsete udgifter) og spekulationsefterspørgslen (man kan holde penge i stedet for obligationer, hvis forventningen er, at renten stiger, og kurserne falder). Den enkelte skal med andre ord til enhver tid afveje fordelene ved at være likvid mod ulemperne ved at få ingen eller lav rente. Når teorien bruges på hele samfundet, giver den en forklaring på rentens højde. Renten skal netop være sådan, at der kommer ligevægt mellem udbuddet af penge og udbuddet af andre finansielle fordringer (hos Keynes obligationer). Efter Keynes har bl.a. John Richard Hicks, James Tobin, Franco Modigliani og Milton Friedman udviklet likviditetspræferenceteorien eller porteføljeteorien.