Pengeillusion, inden for økonomisk teori den situation, at en persons eller en økonomisk enheds handlinger baserer sig på nominelle ændringer frem for reale ændringer. En person siges således at være offer for pengeillusion, hvis vedkommende fx oplever en 10% nominel lønstigning som en reallønsforbedring, uanset at prisniveauet også er steget med 10%. Forvekslingen kan finde sted både under faldende og stigende pengeværdi, men er i praksis især blevet diskuteret som et inflationsfænomen.

Fagbevægelsen er ofte blevet kritiseret for under overenskomstforhandlinger ensidigt at fokusere på pengelønstigninger og således negligere de konsekvenser, de aftalte lønstigninger kan ventes at få for prisudviklingen. Lønmodtagerne vil også ofte reagere negativt, herunder med et reduceret arbejdsudbud, på et direkte lønfald, mens en tilsvarende reduktion af reallønnen, der forårsages af prisstigninger ved et konstant lønniveau, vil have lettere ved at gå ubemærket hen. Betydningen af en sådan pengeillusion ligger bl.a. i, at den især på kort sigt kan have konsekvenser for privatforbruget og beskæftigelsen.

Også renten kan være påvirket af pengeillusion. I begyndelsen af en inflationsperiode kan der være forventning om, at inflationen kun bliver midlertidig. I så fald vil långiverne ikke have større vanskeligheder ved at acceptere samme nominelle rente som før, selvom det for en periode fører til en negativ realrente. Varer inflationen imidlertid ved, må det forventes, at långiverne efterhånden mister deres pengeillusion og i nye låneforhold derfor søger at skaffe sig kompensation for pengeforringelsen ved en højere nominel rente.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig