Reallånefonde, institutioner, der blev etableret i årene 1958-61 for at styrke kapitalmarkedets funktion og til erstatning for statens deltagelse ved finansiering af boligbyggeri. Byggeriets Realkreditfond, Provinsbankernes Reallånefond og Landsbankernes Reallånefond kunne som tredjeprioritetsinstitutter yde lån ud over kredit- og hypotekforeningernes lånegrænser, dvs. op til 75% af pantets værdi eller op til 85% med særlig forsikringsgaranti. I forbindelse med realkreditreformen i 1970 blev Byggeriets Realkreditfond til det landsdækkende realkreditinstitut BRFkredit, og de to andre reallånefondes udlån ophørte. I 1990 genoptog Provinsbankernes Reallånefond sin virksomhed under navnet Totalkredit, ligesom Landsbankernes Reallånefond siden 1994 på ny har ydet lån i beskedent omfang.