udviklingsplanlægning

De første udviklingsplaner blev udarbejdet i Sovjetunionen i 1920'erne. Her styrede den centrale plan en afgørende del af fordelingen af de produktive resurser, se planøkonomi. De fleste udviklingsplaner er imidlertid blevet udarbejdet i "blandingsøkonomierne" i ulandene, hvor både statens politik og markedet påvirker økonomiens udvikling. I den vestlige verden opstod behovet for planlægning som en konsekvens af industrialiseringen og deraf følgende krav om regulering og offentlige indgreb. I ulandene har udviklingsplanlægning især været et middel til at realisere industrialisering og hurtige strukturelle forandringer i økonomien.

Den fremherskende ideologi efter 2. Verdenskrig var kritisk over for markedets evne til at løse sådanne problemer, og en stor del af den udviklingsøkonomiske litteratur lagde op til omfattende offentlige indgreb. Både erfaringerne fra 1930'erne med stor arbejdsløshed i Vesten og den hurtige økonomiske vækst i Sovjetunionen understøttede dette synspunkt. Hertil kom, specielt efter 1960, de mange nye politiske lederes behov for en politisk platform og et dokument, der kunne bruges i internationale forhandlinger (se ulande (økonomiske reformer)). Udviklingsplanernes beskrivelse af et givet lands aktuelle økonomiske situation, de vigtigste begrænsninger, udviklingsmålsætninger og prioriteringer samt identifikationen af midler og metoder til at realisere planernes mål forekom på denne baggrund at være uundværlige instrumenter.

Udviklingsplanlægningen kom i 1970'erne og 1980'erne under megen kritik. Der blev sat fokus på mangler såsom planernes alt for høje ambitionsniveau og mange tekniske ufuldkommenheder relateret til svagheder ved de analytiske modeller og data af ringe kvalitet. Det samme gjaldt ulandenes utilstrækkelige administrative og analytiske kapacitet til at planlægge på hensigtsmæssig vis. Det blev også tydeligere, at statsmagterne ofte slet ikke anvendte planerne som forudset i teorien. Uhensigtsmæssige økonomiske politikker og stød fra verdensøkonomien såsom gældskrisens udbrud i begyndelsen af 1980'erne bidrog til et skifte fra den mere langsigtede udviklingsplanlægning til kortsigtet makroøkonomisk politik, udmøntet i de såkaldte stabiliserings- og strukturtilpasningsprogrammer.

I lyset heraf er der bred enighed om, at udviklingsplanlægningen i kombination med overdreven interventionistisk økonomisk politik ikke har kunnet leve op til de oprindelige mål. Det er dog samtidig klart, at udviklingsplanerne forbliver en af de vigtigste måder, hvorpå ulandene og deres regeringer uanset politisk ideologi kan skitsere, hvordan de fremover vil prøve at tackle deres udviklingsproblemer. Identifikationen af centrale mål og midler og prioriteringen mellem forskellige behov og muligheder forbliver en vigtig offentlig opgave uanset aktuelle økonomiske problemer. Hertil kommer, at den offentlige sektors faktiske størrelse og opgaver under alle omstændigheder gør en vis udviklingsplanlægning nødvendig.