Michael Spence er en amerikansk økonom, kendt for sit arbejde om signalering på arbejdsmarkedet. I 2001 modtog han Nobelprisen i økonomi sammen med G. Akerlof og J. Stiglitz for sine bidrag til teorien om asymmetrisk information.
Michael Spence
Faktaboks
Andrew Michael Spence
- Født
- 7. november 1943, Montclair, New Jersey, USA
Uddannelse og karriere
Spence læste en BA i filosofi ved Princeton University og i matematik ved University of Oxford, hvorefter han tog en ph.d. ved Harvard University under vejledning af økonomen Kenneth J. Arrow. Efter at have fungeret som professor og dekan ved Harvard University og ved Stanford University blev Michael Spence fra 2004 professor ved Leonard N. Stern School of Business, New York University.
Arbejder
Spences væsentligste bidrag til økonomisk teori er hans arbejde om betydningen af signaler mellem deltagere på et marked, hvor deltagerne ikke har samme information om egenskaberne ved den vare, der forhandles. Således kan en sælger signalere sin viden om en vares kvalitet til en dårligere informeret køber ved at tilbyde garantier, og en arbejder kan signalere sin kvalitet over for en arbejdsgiver ved at tage en uddannelse.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.