J.A. Hobson

Hobson var uddannet ved Oxford og fik her tilknytning til kredsen omkring Fabian Society og de senere grundlæggere af London School of Economics. Den ligefremme stil i hans værker bragte ham på kant med det akademiske miljø af økonomer. Han opnåede aldrig akademisk ansættelse, men måtte leve af egne midler.

Blandt Hobsons betydelige arbejder kan nævnes The Physiology of Industry (1889 sammen med A.F. Mummery) og The Industrial System (1909). Han påpegede her uretfærdigheder i indkomstfordelingen, og at markedspriserne ikke, som man troede, reflekterede varernes samfundsmæssige værdi. Videre argumenterede han for, at der i en markedsøkonomi altid vil være en kronisk tendens til underforbrug, og at dette vil skabe arbejdsløshed. Hobsons tanker om arbejdsløshedsskabende underforbrug blev anset for en misforståelse, indtil J.M. Keynes i 1936 rehabiliterede ham i sin General Theory.

Hobson blev som korrespondent for avisen Manchester Guardian vidne til Boerkrigen i Sydafrika, og erfaringerne derfra var en af inspirationskilderne til hans hovedværk Imperialism (1902), hvor den grundlæggende årsag til imperialistisk ekspansion er ønsket om nye markeder og investeringsmuligheder. Hobsons arbejder havde stor indflydelse på senere imperialismeteoretikere.

• imperialismeteori