Bhutan - økonomi, Bhutan har en åben økonomi, hvor importen svarer til 40% af BNP. Indien er den helt dominerende handelspartner; hertil går 95% af eksporten, og 2/3 af importen kommer herfra. Møntenheden ngultrum er knyttet til den indiske rupee.

Udviklingsbistand udgør en stor del af økonomien. Under den hastige økonomiske udvikling i begyndelsen af 1980'erne udgjorde bistanden 50% af BNP, men andelen er faldende. Danmark har siden 1989 været en af de vigtigste bistandspartnere; i begyndelsen af 2000-t. udgør den danske bistand ca. 65 mio. kr.

Bhutan er blandt verdens fattigste lande. Frem for alene at bruge dette mål for økonomisk vækst taler regeringen om at måle landets succes i folkets "brutto-lykke", et begreb, der søger at medregne både materiel, åndelig og følelsesmæssig udvikling, baseret på buddhistiske principper.

Bhutan ønsker at bevare sine unikke naturværdier. Fortsat er 72% af landet dækket af skov, og generelt skal udviklingen baseres på et bæredygtigt miljø og på buddhistiske værdier om respekt for alt levende. Størstedelen af arbejdsstyrken (93%) er beskæftiget i selvforsyningslandbrug.

Der forsøges opbygget industri, men landets vanskelige transportforhold gør al import og eksport uforholdsmæssig dyr. Endvidere er arbejdslønningerne højere end i de omgivende lande, Indien, Bangladesh, Kina. Vandkraft er under fortsat udbygning, bl.a. med indisk bistand. 98% af elproduktionen eksporteres til Indien.

Læs mere om Bhutan.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig