Norge har en åben økonomi, hvor den samlede udenrigshandel udgør omkring 70% af BNP. Landet er medlem af EFTA og økonomisk tæt knyttet til EU, selvom befolkningen ved folkeafstemninger i 1972 og 1994 valgte at stå uden for Fællesskabet. Tilknytningen sikres i stedet gennem EØS-aftalen fra 1994, som betyder, at det indre marked også gælder for Norge med undtagelse af fiskeri- og landbrugsområdet, som er underlagt særaftaler.

Norges økonomi har undergået betydelige strukturændringer siden begyndelsen af 1970'erne og domineres nu af olie- og servicesektoren, som tilsammen tegner sig for over 65% af BNP, mens de traditionelle fastlandserhverv og fiskeriet er blevet mindre væsentlige. Offshoreaktiviteter tegner sig endvidere for over halvdelen af eksporten; Norge er verdens tredjestørste eksportør af olie og fjerdestørste af gas, og de betydelige olieindtægter har medført, at Norge har opnået en position som verdens næstrigeste land (2005; efter Luxembourg). Til gengæld er konjunkturudviklingen blevet meget følsom over for udsving i olieprisen og dollarkursen, eftersom olieindtægterne afregnes i dollar.

Efter et solidt økonomisk opsving i midten af 1980'erne som følge af stigende olieindtægter og et faldende internationalt renteniveau oplevede Norge en alvorlig økonomisk krise i slutningen af 1980'erne og begyndelsen af 1990'erne. Lavkonjunkturen blev forstærket af strukturproblemer i den finansielle sektor, som i disse år gennemgik en omfattende liberalisering. Tidligere tiders stramme kreditgivning var blevet afskaffet, hvilket i kombination med rentefaldet førte til en betydelig udlånsvækst. Da renten atter begyndte at stige, og den økonomiske politik blev strammet for at imødegå et inflationært pres, blev pengeinstitutterne ramt af store tab og hensættelser på lån til både erhverv og private. Især ejendomsmarkedet ramtes hårdt af ændringer i renteniveauet, da finansieringen overvejende er baseret på kortfristede lån, som hyppigt skal refinansieres. Omkring 1990 befandt den finansielle sektor sig på randen af konkurs, og staten måtte dels stille kapital til rådighed for sektoren, dels overtage aktiemajoriteten i de største banker. Selvom økonomien atter kom i høj vækst i midten af 1990'erne, og den finansielle sektor er kommet på ret køl, har staten bevaret en betydelig ejerandel i bankerne, ligesom staten også spiller en betydelig rolle i andre nøglesektorer, først og fremmest i oliesektoren (Statoil, Norsk Hydro).

Siden 1990'erne har de skiftende regeringer generelt tilstræbt at sikre overskud på de offentlige budgetter for bl.a. at kunne imødekomme de stigende pensionsudgifter, som Norge står over for i de kommende årtier. Til dette formål oprettedes ved lov i 1990 den såkaldte Petroleumsfond, som skal placere dele af statens olieindtægter i langsigtede investeringer i udlandet. Fonden skønnes ved årsskiftet 2005/2006 at rumme 1335 milliarder norske kroner; det er vedtaget løbende kun at benytte afkastet bl.a. for ikke at overophede økonomien.

Den pengepolitiske hovedmålsætning har været at sikre en stabil valutakurs, og indtil 1991 var den norske krone bundet til en handelsvægtet valutakurv. Efter at Norge havde anmodet om EU-medlemskab, besluttede regeringen i 1991 dog at binde kronen til ECU, men uden at deltage i et valutakurspolitisk arrangement med EU-landene. Efter valutarisk uro og spænding i EMS-systemet måtte bindingen imidlertid opgives i december 1992, og kronen flød frit til foråret 1994, hvor den atter blev bundet til ECU, men på et lidt svagere niveau, end før fastkurspolitikken blev opgivet i 1992.

Pengepolitikken kom for alvor i fokus i 1997, da norske kroner fulgte styrkelsen af dollar over for de europæiske valutaer. Norges Bank søgte at imødegå kronestyrkelsen gennem intervention på valutamarkedet og en reduktion af de pengepolitiske styringsrenter, hvilket imidlertid var særdeles problematisk, fordi Norge på dette tidspunkt befandt sig i en højkonjunktur med mangel på arbejdskraft og stigende inflation. Den lempelige pengepolitik skærpede kravet til en markant finanspolitisk stramning, som politikerne imidlertid vægrede sig ved. De økonomisk-politiske koordineringsproblemer medførte en dramatisk reaktion på de finansielle markeder, da de eksterne balancer mod slutningen af 1997 udviste en markant forværring efter rekordstore overskud på omkring 7% af BNP i de foregående år. Handels- og betalingsbalanceforværringen skyldtes ikke mindst svigtende eksportindtægter som følge af faldende oliepriser, en svækket konkurrenceevne samt konjunkturelt betinget, voldsom importfremgang. Udviklingen førte i løbet af 1998 til spekulation mod den norske krone og en betydelig pengepolitisk stramning, før centralbanken igen måtte opgive fastkurspolitikken. I 2002 førte en stigende kronekurs til konkurser, og Norske Bank måtte gribe ind. Den økonomiske vækst var ret svag 1999-2003 for så at nå 3-4% i 2004 og 2005, men stigende oliepriser har siden 2000 bedret betalingsbalancen og øget statens indtægter. Lønstigninger over EU's niveau har i en årrække hæmmet konkurrenceevnen, og ledigheden er steget til 4,5% (2005).

Norges vigtigste handelspartnere findes blandt EU-landene, som aftager tre fjerdedele af den samlede eksport og tegner sig for to tredjedele af importen. Især Storbritannien, Tyskland, Sverige og Danmark er betydningsfulde samhandelslande. Danmarks eksport til Norge var i 2005 på ca. 26,8 milliarder kroner, mens importen derfra var på 20,3 milliarder kroner. De vigtigste danske eksportvarer var maskiner til erhvervslivet samt beklædning og møbler. De vigtigste danske importvarer fra Norge var olieprodukter og fisk.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig