Rumænien havde fra slutningen af 1940'erne til 1989 en socialistisk planøkonomi. Landet gennemgik en hurtig industrialisering, og i 1970'erne udbyggedes industrien til at omfatte olieraffinaderier og petrokemisk virksomhed, især rettet mod eksport. Faldende profitmarginer på raffinerede olieprodukter i kombination med en stigende indenlandsk efterspørgsel førte imidlertid til, at Rumænien i slutningen af 1970'erne løb ind i betydelige betalingsbalance- og gældsproblemer. Ceauşescuregimets hovedprioritet i den økonomiske politik blev derefter at betale udlandsgælden tilbage. Det indebar et næsten totalt importstop og indenlandsk rationering af bl.a. energi og vigtige eksportartikler, herunder fødevarer.

Efter systemskiftet i 1990 tilstræbtes det at sikre en hurtig forbedring af levestandarden gennem import af forbrugsvarer og politisk nyorientering mod Vesten. Overgangen fra plan- til markedsøkonomi resulterede umiddelbart i et kraftigt fald i den økonomiske aktivitet og høj inflation, ligesom en svag konkurrenceevne og et stort importbehov betød store underskud på handels- og betalingsbalancen. I 1993 fik Rumænien en associeringsaftale med EU, og samtidig blev nedgangen vendt til fremgang, bl.a. i form af en relativt høj økonomisk vækst frem til 1996.

Fremgangen var imidlertid ikke stabil, bl.a. fordi de økonomiske strukturreformer ikke var tilstrækkelig gennemgribende. Bureaukratisk modstand hindrede en hurtig privatisering/restrukturering af de store og ofte urentable statsvirksomheder, der sammen med en mangelfuld skatteadministration udgjorde en stor belastning for de offentlige budgetter. I 1995 begyndte inflationen samt underskuddene på de offentlige budgetter og eksterne balancer at stige drastisk, og valutaen, leu, kom under betydeligt pres. Efter henstillinger fra Den Internationale Valutafond, IMF, vedtog regeringen i 1996 et reformprogram, som ud over at indeholde en stramning af den økonomiske politik og prisliberaliseringer satte fokus på restrukturering af statsvirksomheder og tilsyn med banksektoren. Stramningen af den økonomiske politik førte i kombination med en utilstrækkelig konkurrenceevne til et fald i BNP på ca. 15% fra 1997 til 1998 og en betydelig stigning i arbejdsløsheden. I 1999 havde regeringen imidlertid kun tøvende påbegyndt de påkrævede strukturreformer, som bl.a. indebærer lukning af urentable miner. Det var en væsentlig årsag til, at Rumænien ikke kunne deltage i EU-udvidelsen i 2004; et andet problem er korruption.

Fra år 2000 øgedes dog reformtempoet, bl.a. med indgreb over for den statslige industrisektor og andre økonomiske stramninger, der nedbragte det offentlige underskud. Samtidig indledtes en produktionsfremgang med årlige vækstrater på omkring 5%, og ledigheden faldt til 6% i 2005. Inflationen holdt sig under 10% fra 2004, og en møntreform i 2005 erstattede 10.000 gamle lei med en ny leu. Rumænien er dog fortsat et af Europas fattigste lande med dårlige leveforhold, især på landet og for den store andel af pensionister, der er et resultat af reformprocessen. Medlemskabet af EU fandt sted den 1.1.2007.

Rumænien har i de senere år haft store underskud på handels- og betalingsbalancen. De vigtigste handelspartnere var i 2005 Italien, Tyskland og Frankrig. Landet søger dog at udbygge handelsrelationerne med andre nærmarkeder gennem deltagelse i bl.a. Central European Free Trade Area, CEFTA. I 2005 eksporterede Danmark for 813 mio. kr. til Rumænien, mens importen derfra var på 319 mio. kr.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig