Symbolet på det vesttyske 'økonomiske mirakel' - Folkevognen
Stort industrianlæg i Bergkamen i Nordrhein-Westfalen - i baggrunden et kraftværk
Fordelingen af arbejdsløsheden i tyskland 2003. Især det tidligere DDR er hårdt ramt.

Tysklands økonomi er den største i Europa. Det er den fjerdestørste i verden efter USA, Kina og Japan målt som bruttonationalprodukt (BNP nominelt). Tyskland har den femtestørste økonomi, hvis man tager højde for forskellene i landenes købekraft (det såkaldte PPP-indeks).

Den økonomiske udvikling siden 2. Verdenskrig

Vesttysklands økonomiske udvikling efter 2. Verdenskrig er blevet beskrevet som et "økonomisk mirakel". Tre forhold virkede som katalysatorer på Vesttysklands økonomiske udvikling:

  1. finansiel støtte fra de allierede, især fra USA i form af Marshallhjælp,
  2. en valutareform, hvorved D-mark erstattede Reichsmark,
  3. en ny ordoliberal økonomisk politik, Ordnungspolitik, som økonomiminister Ludwig Erhard (CDU) stod fadder til. Hovedprincippet var, at offentlige institutioner skulle skabe en velfungerende ramme om markedskræfterne. Den tyske form for kapitalisme adskiller sig klart fra den form, som findes i angelsaksiske lande som fx USA.

Således skulle pengepolitikken styres af en politisk uafhængig institution og sikre en stabil pris- og valutakursudvikling. Finanspolitikkens rolle blev begrænset til at sikre finansieringen af det mest nødvendige statsapparat.

Hertil kom en arbejdsmarkeds- og socialpolitik, som skulle sikre fred på arbejdsmarkedet og dermed indirekte bidrage til demokratiets overlevelse; bl.a. fik lønmodtagerne gennem oprettelse af arbejderråd og økonomisk stærke fagforeninger indflydelse på virksomhedernes ledelse. Den traditionelle tyske socialpolitik med omfattende arbejdsløsheds-, syge- og pensionssikringssystemer blev videreført og udbygget.

Allerede i 1948 gennemførte man i den vestlige zone (som året efter blev til Forbundsrepublikken Tyskland) en økonomisk reform, der ophævede rationeringer, liberaliserede prissættelsen og indførte en ny valuta, D-mark, der erstattede den gamle, inflationsramte og næsten værdiløse Reichsmark.

Hermed blev sortbørsen unødvendig, producenterne blev opmuntret til at levere varer til butikkerne, og tyskerne øgede deres arbejdsindsats, fordi der blev udbetalt løn i D-mark, som man kunne købe noget for.1948-reformen vendte den økonomiske krise efter verdenskrigen og lagde grunden til det tyske økonomiske mirakel (Wirtschaftswunder), der sikrede, at Vesttyskland hurtigt nåede en førende position iblandt de vestlige økonomier.

Resultatet blev, at et eksportledet opsving førte til en årlig vækst på ca. 7 procent i gennemsnit i 1950'erne. Arbejdsløsheden faldt hurtigt fra over to millioner til nogle få hundrede tusinde til trods for en massiv indvandring fra Øst, og inflationen blev holdt på under 2 procent.

Finanspolitikken fik en mere aktiv rolle under "den store koalition" mellem Socialdemokratiet (SPD) og CDU i årene 1966-1969, og da en recession i 1966-1967 ramte landet for første gang siden krigen, blev udviklingen søgt imødegået gennem en finanspolitisk ekspansion og underskud på de offentlige budgetter.

Perioden fra 1969 til 1982, da SPD og De Liberale (FDP) var i regering under Willy Brandt og Helmut Schmidts ledelse, var præget af alvorlige økonomiske nedture i kølvandet på de to oliekriser.

Den tyske økonomiske model

Den stærke tyske tradition for meget gode såkaldte tekniske højskoler er en væsenlig del af forklaringen på den tyske models styrke.

Tysklands økonomiske model er anderledes organiseret end de angelsaksiske lande som USA, Storbritannien, Canada og Australien. Det er påstanden i den meget indflydelsesrige teoretiske retning, Varieties of Capitalism, som er udviklet af professor Peter A. Hall fra Harvard University.

Ifølge VoC-teorien har de økonomisk udviklede lande grundlæggende to måder, hvorpå de kan løse samfundets overordnede koordinationsproblemer. Det kan ske efter en liberal markedsøkonomisk model (kaldet LME-modellen, hvor LME står for ’Liberal Market economy’), således som det overvejende foregår i de angelsaksiske lande (dvs. USA, Storbritannien, Australien m.v.). Eller det kan ske efter den koordinerede markedsøkonomiske model (kaldet CME-modellen, hvor CME står for ’Coordinated Market Economy’), således som det overvejende foregår i de kontinentaleuropæiske lande og Japan (dvs. for eksempel Tyskland).

Grundlæggende er CME-modellen kendetegnet ved at være mindre markedsbaseret end LME-modellen. Netværk og samarbejde spiller en langt større rolle, langt fra alle mellemværender er baseret på nedskrevne kontrakter, og virksomheder agerer ofte mere langsigtet end i LME-modellen. Lande som Tyskland, der følger CME-modellen, er som regel kendetegnet ved følgende:

  1. Høj beskyttelse i ansættelsen.
  2. Stor offentlig erhvervsuddannelsesindsats.
  3. En arbejdskraft, der ikke er særlig mobil.
  4. Kapitalen skaffes via virksomhedernes tætte forbindelser til bankerne og ikke så meget ved at hente den på markedet.
  5. Relativt set mindre lønforskelle sammenlignet med LME-landene.
  6. Stor evne til løbende inkrementelle innovationer (og ikke til radikale teknologiske gennembrud, som kendetegner lande, der følger LME-modellen).

Virksomhedsledelsen

I et CME-land som Tyskland er de såkaldte industrial relations i høj grad baseret på, at de administrerende direktører – CEO’en – sjældent er en enehersker som i USA. Store virksomhedsbeslutninger vil ofte inddrage hele direktionen, bestyrelsen og endda de medarbejdervalgte repræsentanter i diverse råd, hvis det overhovedet er muligt.

Det ville aldrig ske i USA. Konsensus mellem direktøren og virksomhedernes andre interessenter er en stærk norm i tyske virksomheder. Samtidig aflønnes direktører i tyske virksomheder i langt mindre grad end i USA via aktieoptionsprogrammer.

Arbejdskraftens færdigheder

Angående arbejdskraftens færdigheder gælder der i et CME-land som Tyskland, at den faglærte arbejdskraft fylder meget i virksomheden, og at den ofte er meget velkvalificeret. For at undgå, at enkelte grupper af medarbejdere udnytter deres position, er der en lang række koordinerede forhandlinger i store og mellemstore tyske virksomheder om løn, medbestemmelse, klausuler ved ansættelse osv.

Der er også store investeringer i uddannelse og oplæring, som konkret kan anvendes i virksomhederne. Via den offentlige subsidiering af uddannelserne undgår man free-riding, som består i, at virksomhederne – som det ofte er tilfældet i LME-landene – undgår at anvende ressourcer på uddannelse af medarbejderne.

Endelig har erhvervsuddannelserne dybe rødder i Tyskland, hvor begrebet Facharbeiter er omgærdet med respekt. I øvrigt stammer det danske lærlingesystem fra Tyskland.

Den tyske økonomiske models styrker og svagheder

En af Tysklands erhvervsmæssige styrker er en konkurrencedygtig maskinindustri
BMW er et af de mest kendte tyske brands. Her ses udviklingen i BMWs logo

I et CME-land som Tyskland er den såkaldte corporate governance, altså styring af virksomheden, også af en anden karakter end i fx et LME-land som USA.

Kapitaltilførslen i henholdsvis CME- og LME-lande

I et CME-land er kapitaltilførslen uafhængig af småudsving i profitabiliteten, mens den i et LME-land altid afhænger af den nuværende virksomheds profitabilitet. I et CME-land som Tyskland skaffer bankerne ofte den nødvendige kapital til virksomhederne, mens den i et LME-land som USA sker via markedet og ofte gennem udstedelsen af virksomhedsobligationer. Kapitalen er også mere "tålmodig" i et CME-land end i et LME-land. I et LME-land som USA er pålideligheden af de offentlige oplysninger om virksomheden meget afgørende, og troværdigheden af rating-bureauerne er ligeledes vigtig, mens inside information er ligeså vigtig i et CME-land.

Typer af innovation

Et land får komparative fordele med hensyn til forskellige aktiviteter og produkter alt efter, om der er tale om et CME-land eller et LME-land som USA.

LME-lande er fx typisk gode til at frembringe radikale innovationer, som kan være et afgørende nybrud inden for IT, på det biokemiske område eller med hensyn til finansielle produkter, således som man har set det i USA. Det skyldes, at noget sådant giver en her og nu ekstraprofit for virksomheden og ekstrabonus for den øverste direktør (CEO’en), som bestemmer.

CME-lande er omvendt rigtig gode til inkrementel innovation, hvor produktionen af biler fx flytter op i værdikæden, dvs. mod produktionen af dyrere biler i bedre kvalitet, således som Tyskland er kendt for. En sådan bevægelse er som regel udtryk for en langsigtet investering og er baseret på konsensus og en gruppebeslutning i virksomheden.

Typer af ansættelser

På det individuelle plan er ansættelser i virksomheder i LME-lande generelt præget af mange hurtige skift. Den personlige karriere har førsteprioritet, og skiftet sker på baggrund af generelle færdigheder og erfaringer, som de ansatte kan have gjort sig mange forskellige steder.

Omvendt er ansættelse i virksomheder i CME-lande i højere grad præget af både ønsket om en personlig karriere og af, at virksomhedens overordnede interesser inddrages. Det hænger også sammen med, at de færdigheder, man har erhvervet som ansat i en virksomhed i et CME-lande i højere grad er specifikke færdigheder, som først og fremmest kan anvendes i den virksomhed, man allerede er ansat i. Personer i CME-lande bliver derfor ofte lang tid i samme virksomhed.

Den øverste direktør i virksomheder i CME-lande er ofte vokset op i de virksomheder, som de er direktører for. Direktører for virksomheder i LME-lande er derimod næsten altid hentet ind udefra.

Den økonomiske krisepolitik i 1970'erne og 1980'erne

I 1970 steg den offentlige sektors gæld betydeligt, og arbejdsløsheden, som havde været nærmest ikkeeksisterende hidtil, voksede til over 7 procent. Alligevel klarede Tyskland oliekrisen i 1970'erne bedre end de fleste andre europæiske lande. SPD mistede regeringsmagten i 1982, da FDP skiftede side. I stedet kom der en koalition mellem CDU og FDP med Helmut Kohl som kansler.

For at vende den økonomiske udvikling annoncerede den nye regering et økonomisk program, som lænede sig op ad Ludwig Erhards ordoliberale idéer. Blandt andet skulle statens voksende samfundsøkonomiske rolle reduceres gennem finanspolitiske stramninger og privatiseringer af statslige selskaber. Også velfærdssystemet skulle reformeres, og arbejdsmarkedet gøres mere smidigt. Programmet blev dog kun i ringe grad gennemført.

Perioden frem til Berlinmurens fald i 1989 var præget af høj vækst, lav inflation og store overskud på de eksterne balancer. Murens fald banede vej for genforeningen i oktober 1990, men allerede d. 1. juli 1990 dannede de to Tysklande en møntunion. DDR-mark blev ombyttet til D-mark, som blev betalingsmiddel i de to lande.

Genforeningen

Omvekslingsforholdet blev for lønninger og en stor del af opsparede midler 1:1. Da DDR-markens faktiske købekraft kun var omkring 1/10 af D-markens, betød det umiddelbart en markant velstandsforøgelse for borgerne i Østtyskland. Men det betød også, at de østtyske virksomheder, som ofte var kendetegnet ved et forældet kapitalapparat og en lav produktivitet, fik deres konkurrenceevne yderligere forværret.

DDR skulle genopbygges efter vesttysk forbillede, hvilket indebar en hurtig omstilling fra planøkonomi til markedsøkonomi. Konsekvensen blev bl.a. en dramatisk stigning i arbejdsløsheden, som til trods for en udbredt anvendelse af aktiveringsordninger og førtidspensionering hurtigt nåede op omkring 20 procent i de nye delstater.

Også for de vesttyske delstater fik genforeningen betydelige konsekvenser på grund af pengeoverførsler på over 100 milliarder D-mark årligt i de første år – svarende til 4-5 procent af BNP – til sociale formål og til ud- og genopbygning af infrastrukturen i det tidligere Østtyskland.

Det betød et stort underskud på de offentlige budgetter. Men da størstedelen af pengene kom tilbage til Vesttyskland i form af efterspørgsel efter varer og tjenesteydelser, forstærkede genforeningen opsvinget i de vestlige delstater. Konsekvensen blev bl.a., at betalingsbalancen i 1991 udviste underskud for første gang i ti år, og at inflationen, som i årene 1986-1989 var på ca. 1 procent i gennemsnit, steg til over 5 procent i 1992.

Udviklingen fik Bundesbank – som styrede efter en normativ årlig prisstigningstakt på 2 procent – til at gennemføre en række pengepolitiske stramninger. Det blev startskuddet til en kraftig recession i 1993, og arbejdsløsheden steg stærkt også i de vestlige delstater.

Høj arbejdsløshed i øst

Selvom økonomien kom ud af recessionen i 1994, blev resten af 1990'erne præget af lav vækst og høj arbejdsløshed. Således var 10,5 procent af arbejdsstyrken uden arbejde i 1999, fordelt på næsten 9 procent i de vestlige delstater og 18 procent i de østlige. Selvom den indenlandske efterspørgsel havde været svag, var det ved udgangen af 1990'erne endnu ikke lykkedes at få vendt underskuddet på de eksterne balancer til et overskud. Tyskland blev i denne periode karakteriseret som "Europas syge mand".

Problemerne afspejler bl.a., at Tyskland har Europas højeste lønomkostninger, og at landets konkurrenceevne løbende er blevet forværret gennem opskrivninger af D-marken over for de vigtigste europæiske samhandelspartnere. Tyskland deltog i det europæiske valutariske samarbejde, EMS'en i 1979-1999, hvor D-marken var ankervaluta.

De strukturpolitiske tiltag

De høje lønomkostninger resulterede i, at tyske virksomheder i vid udstrækning flyttede produktionen til udlandet, bl.a. til lande i Central- og Østeuropa.

Derfor blev fokus i den økonomiske politik i midten af 1990'erne sat på at gøre erhvervslivets rammebetingelser mere attraktive, bl.a. i form af nedsættelse af selskabsskatten og reform af arbejdsmarkedet. Endvidere blev en række sektorer liberaliseret bl.a. inden for telekommunikation, energi og transport, som staten tidligere havde monopol på, og statslige selskaber blev privatiseret for derigennem at styrke konkurrencen.

De strukturpolitiske tiltag fortsatte efter, at SPD efter valget i 1998 atter kom til magten under ledelse af Gerhard Schröder. Hans regering tilstræbte bl.a. at bekæmpe ungdoms- og langtidsledigheden gennem en mere aktiv arbejdsmarkedspolitik, mens virksomhedernes sociale bidrag blev sænket for at reducere lønomkostningerne.

Endvidere søgte regeringen gennem en skattereform at stimulere såvel efterspørgsels- som udbudssiden i økonomien, ligesom trepartsforhandlinger mellem regeringen og arbejdsmarkedets parter skulle danne grundlag for en jobskabende lønudvikling.

Den Økonomiske og Monetære Union

Schröderregeringen havde lempet finanspolitikken i forhold til situationen i midten af 1990'erne, da den måtte strammes som et led i forberedelserne til at kvalificere Tyskland til deltagelse i Den Økonomiske og Monetære Union, ØMU'en, fra den 1. januar 1999.

Fra denne dato overtog Den Europæiske Centralbank, ECB, Bundesbanks ansvar for pengepolitikken, og i 2002 erstattede euro D-mark som møntenhed. Da Tyskland tegner sig for omkring en tredjedel af euroområdets økonomiske aktivitet, har inflationsudviklingen i Tyskland dog stor betydning for ECB's pengepolitiske beslutninger.

I årene 2000-2003 ramtes Tyskland med sin store eksportsektor af den internationale afmatning og oplevede næsten nulvækst, hvorefter den steg en smule til 1,6 og 0,9 procent i hhv. 2004 og 2005. Medvirkende årsag var en svag udvikling af hjemmemarkedet og den vedvarende høje arbejdsløshed på 11-12 procent.

Hartz-reformerne

Udviklingen i den tyske arbejdsløshed målt per kvartal. Her ses effekten af Hartz-reformerne
Udviklingen i den tyske arbejdsløshed målt per kvartal. Her ses effekten af Hartz-reformerne
Wikipedia.Commons.
Licens: CC BY SA 4.0
Peter Hartz - tidligere direktør i folkevognsfabrikkerne - var formand for Hartz-kommissionen, som foreslog drastiske reformer af  det tyske arbejdsmarked i 2002-2004.

Vendepunktet i den nyere tyske økonomiske udvikling blev imidlertid en række storstilede og gennemgribende reformer af den tyske velfærdsstat i form af de såkaldte Hartz-reformer, som Gerhard Schröder lancerede i perioden 2002-2004. Midlerne bestod i nedskæringer i arbejdsløshedsunderstøttelsen, et loft over pensionsudgifterne samt en skærpelse af rådighedskravene til de ledige.

Især den pakke af reformerne, som kaldes Hartz IV, har haft stor effekt på tysk økonomi og dermed også for europæisk økonomi som helhed. Hartz IV indebar en sammenlægning af social- og arbejdsløshedshjælpen til én behovsreguleret ydelse, der kaldes arbejdsløshedspenge II, og som kan udbetales efter 12 måneders ledighed med det formål at reducere langtidsledigheden. Samtidig skete der en skærpelse af rådighedsreglerne og sanktionsmulighederne.

Reformerne var i høj grad med til at sikre en robust økonomisk stilling for Tyskland med en stabil beskæftigelse selv under finanskrisen. Tyskland blev med Hartz-reformerne forvandlet fra en "syg" til en "rask" mand i europæisk økonomi, og landet gik fra at være ramt af arbejdsløshed til at være en europæisk jobmaskine.

Tyskland har haft faldende arbejdsløshed siden omkring 2005 med kun en lille stigning under den økonomiske krise i 2008-2011. Det var tilfældet helt indtil coronakrisen indtraf i 2020. Angela Merkels regeringer lukrerede i høj grad på de upopulære reformer, som Gerhard Schröders regering gennemførte i begyndelsen af 00'erne.

Tysklands økonomiske krise 2023-2024

Tyskland befinder sig i perioden 2023-2024 i en alvorlig økonomisk situation. I 2023 var Tyskland – ud over Argentina – det eneste OECD-land med negativ økonomisk vækst. Også i 2024 forventes landets vækst at ligge i den allerlaveste ende blandt de vestlige lande.

I den tyske debat søger man bl.a. årsagen til lavvæksten i begrebet "bureaukrati", men det kan ikke indeholde hele forklaringen. I en analyse fra The International Institute of Management Development fra 2023 er Tyskland nr. 27 ud af 64 lande, når det drejer sig om det offentlige bureaukrati (målt som governmental efficiency). Det er et stykke under Danmarks femteplads, men det er meget lig USA’s 25.-plads og Storbritanniens 28.-plads. Kina ligger længere nede (nummer 35), og det samme er Spanien (nummer 42), Frankrig (nummer 47) og Italien (nummer 56).

Der må således være andre forklaringer end "bureaukratiet" på, hvorfor Tyskland er i større økonomisk krise end de nævnte lande. Nogle peger på den stramme finanspolitik (efter ordoliberale principper), Tyskland har fulgt siden 1949, som en kriseårsag. Man afveg i slutningen af 1960’erne, hvor man delvist slog ind på en keynesiansk kurs; i årene efter genforeningen i 1990’erne, hvor omkostningerne viste sig at være så store, at kontrollen med de offentlige udgifter gik tabt; og under COVID-19-krisen i 2020-2022, hvor man helt ekstraordinært åbnede de offentlige kasser.

Men bortset herfra har man imidlertid fulgt den ordoliberale linje om mådehold og minimal gældsætning af efterkommerne. Under finanskrisen i 2009 blev linjen ovenikøbet institutionaliseret via indlejringen af en såkaldt Schuldenbremse i den tyske grundlov med henblik på at sikre nogenlunde ligevægt på de offentlige budgetter – kun i ekstraordinære situationer som under fx COVID-19-krisen kan der som nævnt ske undtagelser herfra.

Kritikerne fremhæver netop denne Schuldenbremse som en afgørende årsag til den nuværende tyske vækstkrise.Det er dog næppe rigtigt, at regler om at undgå gældsætning giver lande lavere økonomisk vækst herefter. Tværtimod viste en undersøgelse fra Verdensbanken (2010) af 101 stater i perioden 1980-2008, at lande, hvis gæld overstiger 77 pct. af BNP i længere perioder, oplever betydelig afmatning i den økonomiske vækst. Hvert procentpoint af offentlig gæld over dette niveau koster landene 0,017 procentpoint i økonomisk vækst. Denne undersøgelse synes at bekræfte fornuften i det ordoliberale krav om mådehold og grænser for offentlig gældsætning. Samtidig udelukker den naturligvis ikke, at der i Tyskland kan ske gældsætning af kortvarig karakter, hvis man straks efter vender tilbage til dydens ordoliberale smalle sti – altså: trækker sin Schuldenbremse.

Man må derfor lede efter andre årsager til krisen end i begreber om ’bureaukrati’ og Schuldenbremse. Ifølge en analyse af professor Peter Bofinger (fra 2023) kan den tyske økonomiske model opdeles i tre særegne koncentriske cirkler, som hver især indeholder en forklaring på den nuværende tyske økonomiske krise: Den ydre cirkel kendetegnes ved Tysklands eksportorientering. Siden 1990’erne er eksportens andel af landets BNP mere end fordoblet. Procentsatsen er i dag på 47, hvilket er højt for et stort land med stor intern handel – langt højere end i Frankrig og Storbritannien (29 pct.), Kina (20 pct.) og USA (11 pct.). I en lille og åben økonomi som den danske er procentsatsen hele 69.

I perioden med hurtig globalisering skabte den voksende tyske eksport økonomisk fremgang, men det stigende overskud på handelsbalancen afspejlede samtidig en grundlæggende mangel på indenlandsk efterspørgsel. Nu er globaliseringsbølgen vendt. På grund af stigende protektionisme, udbredt statsstøtte og geopolitiske hensyn fungerer øget eksport ikke længere i samme omfang som tidligere som økonomisk vækstfaktor. Den midterste cirkel i den tyske økonomiske model består i landets fokus på varefremstilling (varer kan man definere ved, at de kan transporteres i en lastbil – det kan serviceydelser ikke!). Vareproduktionens andel af værditilvæksten i Tyskland er 19 pct., hvilket er betydeligt over niveauet i USA (11 pct.) og mere end det dobbelte af niveauet i Frankrig og Storbritannien (9 pct.).

I årtier har Tyskland haft en stor fordel af en stærk industriel base for økonomien. Det gav stabile eksportmuligheder, fordi varer er lettere at eksportere end tjenesteydelser. Men højere energipriser og behovet for grøn omstilling har mindsket denne fordel i forhold til lande med en stærk servicesektor. Samtidig mangler Tyskland som resten af Europa digitale platforme – langt de fleste af disse er kreeret i USA og Kina.

Et eksempel er amerikanske digitale platforme som Amazon og Google. Et andet eksempel er kinesiske handelsplatforme som Temu og Alibaba. Europas førende økonomi – Tyskland – har ikke evnet at skabe noget, som kan matche disse.Den inderste cirkel i den tyske økonomiske model består ganske enkelt af den tyske bilindustri, som traditionelt har haft en stor eksport til Kina. Bilproduktionen i Tyskland toppede imidlertid i 2017 – i dag er man endnu ikke nået tilbage til niveauet fra før finanskrisen i 2008 med hensyn til antal solgte privatbiler. Det er naturligvis også medvirkende til lavvæksten i Tyskland.

De nuværende tyske økonomiske problemer skyldes derfor ikke mindst en uheldig kombination: For lidt forskning i ny teknologi, for svag en investering i digitale løsninger og mangel på energi til en rimelig pris – sidstnævnte forstærket, da forbundskansler Angela Merkel af politiske-taktiske grunde besluttede at afskaffe atomkraften.

Hertil kommer, at den tyske infrastruktur i bred forstand trænger gevaldigt til en opdatering. Er det muligt for Tyskland nok en gang at hive sig selv op ved hårene? Og er løsningen – igen – de ordoliberale råd, som man tog til sig i 1948, i 1970’erne og med Hartz-reformerne 2002-2004? I så fald må der etableres en ny ordoliberal ramme om den tyske økonomi, som fremmer forskning og udvikling inden for den industrielle sektor, opmuntrer digitaliseringen af det tyske samfund og opdaterer infrastrukturen. Samtidig bør man undlade at finde på undskyldninger ved at placere skylden på ’bureaukrati’ og Schuldenbremse.

Tysklands samhandel

Tysklands vigtigste handelspartnere er de øvrige EU-lande, især Frankrig, Holland, Storbritannien og Italien, lande i Central- og Østeuropa set under ét samt USA og Japan.

Tyskland er i de fleste år Danmarks vigtigste eksportmarked (i enkelte år er det USA). Eksporten beløber sig til 150-160 milliarder kroner årligt, og det indebærer en dansk beskæftigelse på cirka 100.000 personer.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig