Elfenbenstårn, billede på digterens, kunstnerens eller videnskabsmandens selvvalgte, fornemme isolation fra hverdagen, samfundet, politikken osv. Det brugtes første gang af Charles-Augustin Sainte-Beuve i 1837 om forfatteren Alfred de Vigny.

Elfenbenstårnet med den betydningsfulde undertitel: af den moderne poesis dialektik. En imponerende, men til tider dunkel præstation der lever op til idealet om dialogen ved at indeholde en replik til Jens Kruuses og Paul la Cours opfattelse af poesien som

elfenbenstårn og højstemt patos. Men ikke mange kritikere har haft blik for oprøret mod tidens ’rette’ tone, som lå i denne sproglige strategi. Heretica er ligeledes blevet beskyldt for at dyrke nordisk litteratur på bekostning af den internationale modernisme. Men

spor, 1962 126–30. Bj. Poulsen: Omkr. elfenbenstårnet, 1964 125–42. Margrethe Auken i Kritik XIX, 1971 64–80. Aage Henriksen: Gotisk tid, 1971 206–18. Samme: Den intellektuelle, 1974 75–80. Lars Peter Rømhild: Læsere, 1971 253–73. Papirer iKgl. bibl.

elfenbenstårn var hende ikke nok, hun ønskede at nå bredere kredse med sin skribentvirksomhed. Hun startede med den populærvidenskabelige Danske Dronninger, 1910 (udg. s.m. Ellen Jørgensen). Hun rejste til Italien 1911 på Carlsbergs rejselegat for at undersøge Danmarks forbindelser med

elfenbenstårne", formidle bogen til de flest mulige, herunder søgt at tilpasse bogens rammer og ydre form til det omgivende samfund uden at gå på kompromis med litterære og kunstneriske idealer. Kurt Fromberg tildeltes Publicist-prisen 1999 og Boghandlernes løftestang s

Elfenbenstårnet”, en betegnelse, der kom til at give navn til en diskussion ved indgangen til 1950'erne. På det kommunistiske forlag Tiden begyndte i 1950 tidsskriftet „Dialog” at udkomme som et erklæret modspil til „Heretica” og med et program om

Elfenbenstårn og Evighedsvej“, der stod i Vinduet i 1954. Men med årene udviklede han sig fra at være den tydeligste heretiker til at være en af de betydeligste kulturskikkelser overhovedet i efterkrigstidens Danmark. For samme år som Erling Nielsen formulerede

elfenbenstårn og skuer hen over menneskene, så skulle hans digtning ikke risikere at rumme menneskelige forbehold, fordi han netop er midt iblandt de mennesker, han skriver om. Denne åbning mod medmennesket og accept af dets eksistens og betydning spiller en

elfenbenstårnet, men fri af det kunne de ikke komme. Og spille for galleriet kunne de heller ikke, for det havde ikke forladt de gamle koncepter for kunst og underholdning. Publikum ville have forfattere, der skrev historier som Thorkild Hansen og