sumpcypres
i Mexico har en stammeomkreds på ca. 36 meter, hvilket er den største kendte omkreds hos noget træ. Der kendes tre varieteter af sumpcypres, som af og til anses for selvstændige arter. Taxodium distichum var. distichum og T. distichum va
i Mexico har en stammeomkreds på ca. 36 meter, hvilket er den største kendte omkreds hos noget træ. Der kendes tre varieteter af sumpcypres, som af og til anses for selvstændige arter. Taxodium distichum var. distichum og T. distichum va
Sumpplanter, hydrofytter, plantearter, der lever med rødder eller jordstængler i vandmættet og derfor iltfattigt substrat; se også livsformer. Planterne er tilpasset det specielle miljø og har ofte ånderødder, fx sumpcypres, eller luftkanaler i stænglerne, der kan sikre ilttilførsel, fx padderok.
(Naturen i Danmark)
sumpcypres, og Nyssa, som er store træer, der i nutidig form vokser i subtropiske sumpdeltaer. Derudover groede der vandplanter som vandbregner, andemad, kogleaks og krebsklo. På højereliggende områder voksede også Sequoia, det spektakulære kæmpe rødtræ, der i dag vokser i
(Trap Danmark)
sumpcypres, kæmpefyr, el, birk, lind, elm og laurbær. Mange steder er rødder og træstammer fundet i deres oprindelige position, og plantefossilerne viser, at landskabet var dækket af løvskov, nåleskov, sump- og søplanter samt græsser, der voksede i et varmt tempereret
(Naturen i Danmark)
sumpcypres, det sjældne tempeltræ (Ginkgo), og muligvis abetræet (Araucaria). Frugter af ahorn kendes også. Blade fra løvtræer omfatter bl.a. en elmetype, men er sjældne, måske på grund af den lange transport. Et ret stort læderagtigt blad stammer fra den uddøde
(Naturen i Danmark)
sumpcypres (Taxodium), magnolie (Magnolia), tulipantræ (Liriodendron), parasoltræ (Sciadopitys) og vingevalnød (Pterocarya). Denne flora er i dag skrumpet ind til arter, der tåler både relativt tørre og kølige klimaforhold. Den traditionelle forklaring på tabet af arter er, at de europæiske bjergkæders