T-økse
øksen ender i en afrunding. Sjældne dobbeltæggede økser findes på bopladserne Ronæs Skov i Jylland samt i Tybrind Vig og Gudsø Vig på Fyn. T-økserne er næsten alle retæggede, men en økse fra Ertebølle køkkenmøddingen er tværægget, og en
øksen ender i en afrunding. Sjældne dobbeltæggede økser findes på bopladserne Ronæs Skov i Jylland samt i Tybrind Vig og Gudsø Vig på Fyn. T-økserne er næsten alle retæggede, men en økse fra Ertebølle køkkenmøddingen er tværægget, og en
øksen sammensat af træskaft og mellemstykke af tak, der fastholdt øksehovedet af flint (kerne- eller skiveøkse). Fra samme tid kendes slebne økser af grønsten og økser af hjortetak. Fra agerbrugets indførelse ca. 4000 f.Kr. anvendtes den slebne flintøkse med skaft
økser fra 139 lokaliteter over hele landet. De fleste fremkommer som offerfund i naturlige omgivelser, såsom i åer, søer, moser, og på kysten. Nogle få økser optræder også i menneskeskabte omgivelser såsom bopladser, og en økse kendes fra Sindal gravhøjen
øksen. I Kongemosekulturen og den tidlige del af Ertebøllekulturen var rosenøksen den mest ornamenterede genstandstype, og der kendes omkring 90 ornamenterede rosenøkser fra den yngste Kongemosekultur og tidlige Ertebøllekultur i hele Danmark. Øksens overflade blev skrabet og glattet således at
økse. Oprindelig symboliserede bundtet statens og embedsmandens konkrete magt til at idømme en borger pryglestraf (stokkene) eller dødsstraf (øksen), men med tiden blev det mere generelt et symbol på magt og orden. Konsuler, prokonsuler og kejsere var ledsaget af 12 lictores
økser. Tyndnakkede økser er karakteristiske for den første del af bondestenalderen. Dateringen af minerne er yderligere indsnævret ved fundet af skårene af et lille bæger i Volling-stil. Den geologiske baggrund Flint dannes i hulrum i de kridt- og kalkstenlag
økse, sværd og spyd. Kniven eller dolken var et uundværligt redskab i dagligdagen, men også et nødværgevåben over for dyr og mennesker. Kniven udvikledes fra redskab til våben. Overgangen fra kniv til et kort enægget sværd er vanskelig at tids
økse med gyldent skaft og blad af sølv. Øksen er attribut for Norges nationalhelgen, Olav 2. Haraldsson den Hellige. Fra ca. 1400 og indtil 1844 blev øksen gengivet som en krum hellebard. For at lægge afstand til de perioder, da
økse til kampformål. Stridsøksen kendes fra de fleste kulturer, hvor redskabsøkser har været anvendt, og anvendtes af både ryttere og fodfolk. Fra skandinavisk område kendes specielt vikingeøksen eller danskerøksen, en kraftig økse med halvlangt skaft, der kunne føres med begge
økse, hvorefter den, der udførte offeret, flygtede, og man førte drabsproces mod øksen — et udtryk for, at offeret på én gang opfattedes som nødvendigt og som et overgreb. Thargelierne For Apollon fejredes thargelierne i måneden thargelion (maj-juni). På den