åben stavelse
Åben stavelse, stavelse, der slutter på vokal, fx alle stavelser i lyse og dynamo. Inde i ord er stavelsesgrænser ofte uklare.
Åben stavelse, stavelse, der slutter på vokal, fx alle stavelser i lyse og dynamo. Inde i ord er stavelsesgrænser ofte uklare.
åben stavelse, fx oldkirkeslavisk pętĭ 'fem', jf. gr. pente, og pǫtĭ 'vej', jf. lat. akk. pontem 'bro'. De to nasalvokaler ę og ǫ er kun bevaret i polsk og kasjubisk, men med en anden fordeling end på protoslavisk. Endvidere udviklede
åben stavelse er fælles for alle de centrale sprog undtagen occitansk og catalansk, men findes kun sporadisk i rumænsk og slet ikke i portugisisk. Spansk og rumænsk diftongerer også i lukket stavelse, fx sp. hierro 'jern' og rum. fier over
i det indoeuropæiske grundsprog, dels Brugmanns lov, ifølge hvilken et oprindeligt kort o bliver til indoiransk langt ā i åben stavelse, fx sanskrit jānu 'knæ' svarende til græsk gonu. Læs mere i Den Store Danske lingvistik indoeuropæiske sprog indoeuropæiske sprogvidenskab
åben stavelse og svagt stadium i lukket ved såkaldt kvalitativ stadieveksling, fx fi. ka-tu 'gade' over for ka-dun 'gadens', eller ved kvantitativ stadieveksling, hvor dobbeltklusiler veksler med enkeltkonsonanter. Suffiksal stadieveksling i et ords endelser afhænger af, om den
stavelse og med åben sidstestavelse er typisk stødløse, fx kulde, spise, solo. Bestemt form udløser stød i typerne ven-vennen, nu-nuet, men ændrer ellers ikke ved en ordforms stød; således har (vin)rusen, børnene stød i overensstemmelse med ubestemt
stavelse kasta kasta kaste kasta kaste opinn opin open/åpen öppen åben morgunn morgun morgon/morgen morgon morgen diftong/monoftong og kort eftervokalisk klusil reip reip reip/rep rep reb laukur leykur lauk/løk lök løg steyta stoyta støyte/støte stöta støde
stavelser med kort vokal står i, y, u ofte for en mere åben udtale, der svarer til skriftens e, ø, å, fx i ligge, skylle, mund; men i kigge, skylde, hund udtales de samme vokaltegn bogstavret. Bogstavforbindelserne eg og øg
stave ses dyrerelieffer af et lam, en løve med hoved i profil, en løve en face og en lille vinget drage. Korbuekrucifikset hænger nu på nordkapellets nordvæg. Det er gotisk fra omkring år 1475. Figuren har åbne øjne, åben mund
åben kvalitet, modsat akut accent, é, også benævnt accent aigu, der angiver en mere lukket lyd. Gravis betegner i tonesprog en lav tone. Betegnelsen bruges også om den ordtone i svensk, der findes i flerstavelsesord med ubetonet sidste stavelse, fx