Attis
Attis er i den græske mytologi en ung naturgud, som var frugtbarhedsgudinden Kybeles elsker. Den frygiske version af myten om ham fortæller, at Attis havde svoret gudinden evig kyskhed, men at han brød dette løfte og til straf mistede sin
Attis er i den græske mytologi en ung naturgud, som var frugtbarhedsgudinden Kybeles elsker. Den frygiske version af myten om ham fortæller, at Attis havde svoret gudinden evig kyskhed, men at han brød dette løfte og til straf mistede sin
Attis meget populær, og bevarede indskrifter omtaler romere med ærestitler i Kybele-Attis-kulten, som efterhånden fik karakter af en mysteriereligion med optagelsesriter og løfte om frelse. Ca. 150-400 e.v.t. indgik et nyt element, tyreofferet (taurobolium), i kulten, som
bl.a. en bymur, et gadenet, et teater og et tempel samt stenbrud med dødekult og de såkaldte santoni: grove klipperelieffer fra 200-tallet f.v.t. med fremstillinger af frugtbarhedsgudinden Kybele og hendes elsker Attis. Læs mere i Den Store Danske Syrakus
sørger ved hans grav, men dog forestiller sig, at han i virkeligheden slet ikke er død, og venter hans tilbagekomst med længsel. På tilsvarende måde begræd antikkens mennesker skønne "guddommelige ynglinge" som Adonis og Attis og længtes efter deres genkomst.
Attis at Wattis er død!" Et lignende sagn havde den græske forfatter Plutarch hørt allerede i 100-t. i forbindelse med bukkeguden Pans død. Bjergfolk blev i folketroen opfattet som rige, muligvis fordi man engang havde højsat mennesker med deres
overtrædelse medførte levende begravelse. I den græske Attis-Kybelekult skulle præsterne kastrere sig selv efter indvielsen. Der er i alle tilfælde tale om en indvielse til guddommen og om sublimering af seksuel energi. Læs mere i Den Store Danske askese
af de romerske kejsere fra midten af 1. århundrede e.v.t. Indskrifter fundet i Rom viser, at Menotyrannos i 200-tallet blev identificeret med Attis, en anden lilleasiatisk guddom. Læs mere i Den Store Danske Romerriget – religion Grækenland i oldtiden – religion
(Gyldendals Teaterleksikon)
inspirationskilder for VH, der især arbejder med stramme, rituelle bevægelsesmønstre på en åben scene, som fx også Attis in Memoriam Rosenborg Slot 2003 med inspiration fra vietnamesisk dans. Bibliografi: Elung-Jensen, P San se lig hed – performanceteater i DK 1997.
(Symbolleksikon)
Attis og for silenerne og satyrerne i Dionysos' følge. Satyren Marsyas samlede en fløjte op, som Athene havde opfundet, men fandt uklædelig, fordi den udspilede hendes kinder; Marsyas udfordrede lyrens gud Apollon til musikkonkurrence, men tabte og blev efterfølgende flået
(Symbolleksikon)
Attis, der svigter hende, og som hævn slår hun ham med vanvid, så han kastrerer sig selv, flygter ud i bjergene og bliver dræbt af et vildsvin. Denne kult blev overført til græsk-romersk sammenhæng, og har paralleller i myte