Azolla
Azolla er en slægt af vandbregner i familien Salviniaceae, som den deler med slægten Salvinia. Der kendes seks arter, som er udbredt i subtropiske og tropiske dele af det meste af verden. Planterne er ganske små og tæt fjerformet grenede
Azolla er en slægt af vandbregner i familien Salviniaceae, som den deler med slægten Salvinia. Der kendes seks arter, som er udbredt i subtropiske og tropiske dele af det meste af verden. Planterne er ganske små og tæt fjerformet grenede
og har forårsaget dødsfald hos pattedyr, fugle og fisk — også i Danmark. Andre arter findes på fugtig jord i troperne, bl.a. på rismarker, hvor heterocyternes kvælstofbinding forøger høstudbyttet betydeligt. En art af Anabaena lever i symbiose (samliv) med vandbregnen Azolla.
Azolla bruges som gødning, fordi den lever i symbiose med Anabaena. Andre organismer, fx visse laver og levermosser, indeholder også cyanobakterier som symbionter. De ældste fossile cyanobakterier er fundet i 3,5 mia. år gamle sedimentbjergarter i Sydafrika og Australien
Azolla. Der kendes ca. 12 arter, som hovedsagelig er udbredt i subtropiske og tropiske dele af Eurasien, Afrika og Amerika. Flere arter dyrkes som akvarieplanter. Planterne har korte skud med små, runde eller aflange, grønne flydeblade. De tætsiddende, vandafvisende, ofte
Sporefrugt, samlinger af sporehuse hos vandbregner, der er omsluttet af et vedvarende dække. Sporefrugter er dannet af modificerede bladafsnit ("pillerne" hos pilledrager (Pilularia)) eller et modificeret slør (hos Azolla og Salvinia).
er en samlebetegnelse for flere ubeslægtede grupper af bregner med stærke tilpasninger til livet i vand. Blandt de mere kendte vandbregner er Azolla (algebregne), Salvinia (flydebregne), pilledrager (Pilularia) og kløverbregner (Marselia). Læs mere i Den Store Danske bregner
(Dansk Biografisk Leksikon)
Azolla der lever i symbiose med arter af blågrønalger som kan udnytte luftens kvælstof. Resultaterne publiceredes 1970 hvor han også påpegede at Azolla kun kan trives i bestemte søtyper. I sin sidste publikation (1971) har han fremlagt nye beviser på