Daugava
Daugava er en østeuropæisk flod, som afvander den nordlige del af Hviderusland og udmunder i Rigabugten i Letland. En stor del af det 1020 km lange løb er tilfrosset fra november til april, og Daugava har stor vandføring om foråret
Daugava er en østeuropæisk flod, som afvander den nordlige del af Hviderusland og udmunder i Rigabugten i Letland. En stor del af det 1020 km lange løb er tilfrosset fra november til april, og Daugava har stor vandføring om foråret
Daugava, Zapadnaja Dvina, (russisk 'vestlige Dvina'), er en flod i Rusland og Letland.
Daugava) blev et luthersk fyrstendømme under den polske krone. Den Livlandske Krig (1558-1583) og de følgende krige endte med, at næsten hele Livland nord for Daugava i 1629 kom under svensk herredømme; undtagelsen var den sydøstlige del. Den nordlige
Daugava i det sydøstlige Letland tæt på grænsen til Litauen og Hviderusland; 82.046 indbyggere (2020). Efter Riga er byen Letlands mest betydningsfulde industriby og et vigtigt vej- og jernbaneknudepunkt. Næsten 80 % af befolkningen er russere, heriblandt mange pensionerede officerer fra
Daugava (også kaldet Vestlige Dvina), som er en vigtig færdselsåre og sejlbar gennem hele Letland. Tre vandkraftværker på floden leverer en væsentlig del af landets elforsyning. Floden deler landet i to dele; mod vest ligger den kuperede halvø Kurland (Kurzeme
Daugava 15 kilometer fra dens udløb i Riga Bugt. Den gamle bykerne på flodens højre bred går tilbage til middelalderen. Her findes domkirken, et senromansk byggeri, der blev påbegyndt 1211; i kirken findes et af Nordeuropas største orgler. Den nærliggende
Daugava) munding sammen med en skare missionærer, korsfarere og købmænd. Her begyndte han at omvende den lokale befolkning til kristendommen ved til gengæld at love den beskyttelse mod overfald fra de litauiske og estiske stammer. Erobringen af Livland – Albert som
Daugava) til Østersøen. Foruden en mangfoldighed af småsøer findes de større søer Narotj og Osvejskoje. Floderne er sejlbare over lange strækninger, og sammen med et ret tæt vej- og jernbanenet udgør de en veludbygget infrastruktur. Mønsteret afspejler sammen med den
Daugava mod nord til det estiske område, og desuden i det nordlige Kurland. De talte livisk, som er et østersøfinsk sprog, dvs. nært beslægtet med bl. a. estisk og finsk. Liverne blev i løbet af 1900-tallet assimileret ind i
Daugava; 82.500 indb. (2009). Polotsk nævnes i 980 som sæde for en skandinavisk fyrste, Ragnvald, men erobredes det år af Kijevfyrsten. Fra 1000-t. var byen midtpunkt i et russisk fyrstendømme; i 1200-t. blev den underlagt Litauen og senere