Dionysios 2.
Dionysios 2., tyran af Syrakus; søn af Dionysios 1. og tyran 367-355 f.Kr. og igen 346-344 f.Kr. Han sluttede i 366 f.Kr. fred med Karthago, og på opfordring af sin svigerfar og svoger Dion (409-354 f.Kr.) inviterede
Dionysios 2., tyran af Syrakus; søn af Dionysios 1. og tyran 367-355 f.Kr. og igen 346-344 f.Kr. Han sluttede i 366 f.Kr. fred med Karthago, og på opfordring af sin svigerfar og svoger Dion (409-354 f.Kr.) inviterede
Dionysios førte flere krige mod karthaginienserne, som beherskede Vestsicilien. Desuden udbredtes Syrakus' magt på fastlandet gennem erobringen af Rhegion (det nuværende Reggio di Calabria) i 387 f.v.t. og grundlæggelsen af bl.a. Adria i Podeltaet. Sønnen Dionysios 2.'s regeringstid (fra
Dionysios 2., der ønskede at føre Platons statstanker ud i livet, men kun halvhjertet og overfladisk indlod sig på den nødvendige filosofiske uddannelse. Ved begge lejligheder endte Platons anstrengelser negativt. Forfatterskab Hos Platon findes for første gang i Vesten en
styrke, hidkaldt af landflygtige syrakusanske borgere. Med deres støtte fordrev han alle tyrannerne, først og fremmest Dionysios 2. af Syrakus. Timoleon indførte en moderat demokratisk forfatning i Syrakus (Siracusa) og kaldte nye græske kolonister til Sicilien, angiveligt 60.000 i alt.
Dionysios 1. og Dionysios 2. i Syrakus (405-344 f.v.t.). Ordet blev også brugt af romerne (lat. tyrannus), således af Cicero om Cæsar, hvis mordere kaldes tyranmordere. Fra latin har termen bredt sig til de fleste europæiske sprog. En tyran
Dionysios 1. Med makedonerkongen Filip 2.'s overtagelse af magten i det oprindelige Grækenland i 338 f.v.t. ophørte De Olympiske Leges politiske betydning, og man måtte acceptere, at også makedonere kunne deltage. Den romerske erobring af Grækenland i 146 f.v.t
2. 1223-45 Sancho 2. 1245-79 Alfonso 3.* 1279-1325 Dinis (Dionysios) 1325-57 Alfonso 4. 1357-67 Peter 1. 1367-83 Ferdinand 1. den Fortræffelige * regent 1245-1248, konge 1248-1279 Huset Avis Regeringsperiode Konge 1385-1433 Johan
2. gav ham flere fremtrædende poster. Som tænker tilhørte Nicolaus Cusanus den platoniske tradition; han var en erklæret modstander af skolastikken. Han var især påvirket af Dionysios Areopagitten og dennes negative teologi, som han videreudviklede med skarpsindighed og sans for
Dionysios (Dionysios Areopagitten), fik varig betydning. Politisk ustabile forhold gav i 900-tallet og første halvdel af 1000-tallet generelt ugunstige betingelser for åndeligt arbejde. Bortset fra Gerbert (den senere pave Sylvester 2.) udmærkede de tænkere, man kender fra denne
2. den Skaldedes hofskole. I datiden var der ikke mange lærde, der kunne læse græsk; hans kundskaber satte ham i stand til at oversætte flere værker af græske kirkefædre til latin, fx af Gregor af Nyssa, Dionysios Areopagitten og Maximos