Diotima
Diotima, den vise præstinde fra Mantineia, som Platon i dialogen Symposion indfører for at indvie Sokrates i den metafysiske kærlighed eller Eros, det højeste skønne, sande og gode, der er menneskelivets egentlige mening og mål.
Diotima, den vise præstinde fra Mantineia, som Platon i dialogen Symposion indfører for at indvie Sokrates i den metafysiske kærlighed eller Eros, det højeste skønne, sande og gode, der er menneskelivets egentlige mening og mål.
Diotima, opkaldt efter præstinden i Platons Symposion, åbenbares for ham foreningen af idé og virkelighed i skønheden. Med Diotimas død er Hyperions udvikling afsluttet; af sorgen over alt det tabte opstår digterens forkyndelse af Gudsriget på Jorden, hvor alle modsætninger
Diotimas tale, som Sokrates gengiver i Symposion, står Eros mellem guder og mennesker; han er hverken god eller ond, men personificerer begæret efter det gode og det skønne. Eros er her et sindbillede på menneskets stadige stræben efter uendelighed, udødelighed
Diotima, som han refererer — udnævner eros til at være en dæmon, dvs. en "formidler mellem gud og mennesker". Eros er navnet for menneskets stræben mod den guddommelige idéernes verden. Eros er kærlighed til skønhed og godhed. Det henstår lidt i
Diotimas tale i Symposion. Her og andetsteds kan Platon bruge mysterieindvielsernes sprog til at anskueliggøre den højeste, ordløse indsigt, men det er billedtale, og filosofisk mystik er hans egentlige anliggende. Religion og filosofi i senantikken Sammen med platonisme bidrog også