Erling Steinvegg
Erling Steinvegg, (Stenvæg), d. 1207, konge i Norge fra 1204. Erling var angiveligt søn af Magnus 5. Erlingsson, og i 1204 valgtes han til konge for baglernes rige. Han aflagde lensed til den danske kong Valdemar 2. Sejr, og hans
Erling Steinvegg, (Stenvæg), d. 1207, konge i Norge fra 1204. Erling var angiveligt søn af Magnus 5. Erlingsson, og i 1204 valgtes han til konge for baglernes rige. Han aflagde lensed til den danske kong Valdemar 2. Sejr, og hans
Simonsson blev jarl i 1204, da Erling Steinvegg valgtes til konge for baglerne, og i 1207 efterfulgte han Erling. Filip opgav kongeværdigheden i 1208, blev jarl som før og gift med Kristin (ca. 1190-1215), datter af kong Sverre Sigurdsson.
Erling Steinvegg, holdt krigen i gang med dansk hjælp til sin død 1207, men derefter fulgte hos baglerne et fredsparti under Filip Simonsson. I 1208 sluttedes forlig mellem baglerne og birkebeinerne i Kvitingsøy, og derpå levede de to riger i
død 1204 — mod Guttorm Sigurdsson. Efter kong Erling Steinveggs død 1207 blev Arnesons søstersøn Filip Simonsson, som var baglernes kongekandidat, anerkendt som hersker i Viken. Arnesons embedsperiode endte i loyalt samarbejde med kong Håkon 4. Håkonsson efter Filips død i 1217.
Erling Steinvegg (baglerkonge) 1207–1217 Filippus Simonsson (baglerkonge) 1217–1263 Håkon Håkonsson 1263–1280 Magnus Lagabøter 1280–1299 Eirik Magnusson 1299–1319 Håkon 5 Magnusson 1319–1355 Magnus Eriksson 1343–1380 Håkon 6 Magnusson 1381–1387 Olav 4 Håkonsson 1388–1412 Margrete
var stiftet i 1219 på ruinerne af det netop opløste baglerparti. Oprørernes kongsemne var Sigurd Ribbung, søn af baglerkongen Erling Steinvegg. Ribbungerne beherskede Romerike i nogle år, men vandt aldrig vedvarende indflydelse i resten af Norge. Flokken opløstes i 1227.
Erling Steinvegg og blev 1219 valgt til konge af ribbungerne og deltog uden større held i deres mange angreb på Håkon 4. Håkonsson og Skule Bårdsson. I 1223 overgav han sig til Skule og forsøgte på et rigsmøde at blive
(Trap Danmark)
Erling Steinvegg have samlet sine folk til krig her, inden de drog til Norge. Indtil Limfjordens vestlige munding sandede til og lukkede omkring år 1100, var fjorden et sund, hvorigennem sejlruten mellem Østersøen og Nordsøen gik. Der har sandsynligvis også