Esajas' Bog
Esajas' Bog deles ofte op i tre hovedafsnit. Det første, kap. 1-39, er sandsynligvis det eneste afsnit, der rummer profetier af Esajas selv fra 700-tallet f.Kr. I denne del ses verden fra Juda og Jerusalem; det gælder også
Esajas' Bog deles ofte op i tre hovedafsnit. Det første, kap. 1-39, er sandsynligvis det eneste afsnit, der rummer profetier af Esajas selv fra 700-tallet f.Kr. I denne del ses verden fra Juda og Jerusalem; det gælder også
er en betegnelse for forfatteren til Esajas' Bog kap. 40-55. Læs mere i Den Store Danske Esajas' Bog
Esajas' Bog (7,14), var sandsynligvis en prins af kong Davids hus; der spilles herpå i doms- og frelsesprofeti (Esajas' Bog 8,5-10). I Det Nye Testamente bruges profetien som en forjættelse om Jesu fødsel, jf. Matthæusevangeliet 1,23 og
Esajas betragtes i jødedom og kristendom som den betydeligste af Det Gamle Testamentes profeter. Han virkede ifølge angivelserne i Esajas' Bog ca. 750-700 f.Kr., en periode, hvor Israels historie var præget af krige, ikke mindst med assyrerne. Det er
Esajas' Bog, 31,3; Hoseas' Bog, 11,9). Forbuddet mod at afbilde Jahve udspringer formentlig af frygt for at krænke Jahves hellige majestæt (2. bud). Jahve er en handlende, ofte krigerisk gud, der fra udvandringen af Egypten styrer sit folk
bog Nehemias' bog Esters bog Jobs bog Salmernes bog Ordsprogenes Bog Prædikerens Bog Højsangen Esajas' Bog Jeremias' Bog Klagesangene Ezekiels Bog Daniels Bog Hoseas' Bog Joels Bog Amos' Bog Obadias' Bog Jonas' Bog Mikas Bog Nahums Bog Habakkuks Bog Sefanias
Bog osv). Kun en rulle med Esajas' Bog er fuldstændig, de andre er stærkt ødelagte. Op mod 100 ruller har indeholdt den hebraiske eller aramæiske tekst til skrifter, som for en dels vedkommende hidtil kun har været kendt i antikke
Bog, 38,6) eller om kongen (Zakarias' Bog, 10,4). Tilstedeværelsen af en hovedhjørnesten kan bruges i billeder på såvel håb (Esajas' Bog, 28,16) som dom (Jeremias' Bog, 51,26). Hovedhjørnestenen i Salme 118,22 med flere tolkes i
Esajas' Bog 7,14. Men bl.a. med baggrund i forestillingen om den himmelske visdom, sofia, der i antik jødedom optræder som en personifikation af en side af Guds væsen, opstår tidligt tanken om en forudtilværelse (se præeksistens), hvad der medfører
Esajas' Bog, 14,12-15; Daniels Bog, 8,9-14). I en fjernere baggrund står kampmotivet fra det gamle kultdrama, hvor den onde drage besejres. I oldkirken udvikledes en lære om Antikrist som en personifikation af modstanden mod Gud, Kristus