Etrurien
Etrurien, antikt landskab i Mellemitalien, som var beboet af etruskerne og afgrænset af floderne Tiberen i syd, Arno i nord og Apenninerbjergene mod øst. Området svarer i dag stort set til den moderne region Toscana.
Etrurien, antikt landskab i Mellemitalien, som var beboet af etruskerne og afgrænset af floderne Tiberen i syd, Arno i nord og Apenninerbjergene mod øst. Området svarer i dag stort set til den moderne region Toscana.
Etrurien. Sydetrurien og kystområdet synes at have udviklet sig hurtigst, mens den nordlige del omkring det nuværende Bologna kun udviklede sig langsomt. De rige gravfund i fx Cerveteri tyder på en aristokratisk kultur, og mange byer var ledet af en
Etrurien havde uden tvivl sammenhæng med områdets veludviklede jernteknologi. Fra Grækenland bredte kendskabet til jernteknologien sig op gennem Balkan, og fra Etrurien over Alperne til de keltiske områder. Omkring 600 f.Kr. var jernet velkendt i Østrig (Hallstatt), Ungarn, Bøhmen og
Etrurien og Latium sættes jernalderens nedre grænse ca. 700 f.Kr., mens det for det øvrige Italien synes mere korrekt at sætte den nedre grænse ved den romerske erobring. Villanova-kulturen, der er den tidligste etruskiske fase, udvikledes af den foregående
Etruria i Stoke-on-Trent, hvor han eksperimenterede med keramiske lermasser, glasurer og former. Berømt og efterlignet overalt blev især hans stengods, basaltgods og jasperware. Josiah Wedgwood skabte en række unikke former i nyklassicisme, men samarbejdede også med andre kunstnere
Etrurien, der var etruskernes kerneområde. Således stammer navnet Toscana fra tusci, der var det latinske navn for etruskerne. I tidlig middelalder var området under longobarderne og derefter frankerne. Sammen med en stor del af Posletten kom Toscana i 1000-tallet
Etrurien kendes altre fra de store helligdomme samt på gravpladserne. Fra romersk tid ses altre på offentlige steder som i Grækenland, men også på gravpladser samt i husene eller ved vejkryds (se larer). Et af de kendteste romerske altre er
Etrurien i anden halvdel af 600-tallet og i 500-tallet f.v.t. Bucchero var af fintslæmmet ler, hjuldrejet og kunne have indridset, stemplet eller modelleret dekoration. Den skinnende overflade blev frembragt ved glitning (polering før brænding), og den sorte farve
Etrurien var opdelt i 12 bystater, heriblandt Cerveteri, Tarquinia og Vulci, før landet blev erobret af romerne i 200-t. f.Kr. Rom var selv oprindelig en blandt flere bystater i landskabet Latium. Byerne i Irland, der var grundlagt og opbygget
Etrurien og i Romerriget kunne en cippus være placeret på en grav. Romerne anvendte desuden cippus som grænsesten. Den nok mest berømte romerske cippus blev fundet af den italienske arkæologi Giacomo Boni i slutningen af 1800–tallet. Under Lapis niger