Gustav Vasa
Gustav Vasa, se Gustav 1. Vasa.
Gustav Vasa, se Gustav 1. Vasa.
Gustav Vasas valg til konge var en ny epoke indledt; han og hans efterkommere kom til at regere Sverige indtil 1818. Vasatiden blev en epoke med store forandringer og megen politisk dramatik. Næsten hvert andet år var et krigsår, og
Gustav 1. Vasa, 12.5.1496-29.9.1560, konge af Sverige fra 1523, søn af Erik Johansson (Vasa) og Cecilia Månsdotter. Gift tre gange: i 1531 med Katharina af Sachsen-Lauenburg, i 1536 med Margareta Eriksdotter (Leijonhufvud) og i 1552 med Katarina Gustavsdotter
Gustav 1. Vasa og blev en af kongens mest betroede mænd. Han beholdt en central position under Gustav Vasas sønner Erik 14. og Johan 3. Brahe var en lærd mand og søgte bl.a. at fremme uddannelse. Han huskes især for
Gustav Vasas tjeneste; året efter blev han gift med Gustav Vasas søster. Selvom forholdet til kongen var dårligt, blev han dog brugt som svensk forhandler ved flere lejligheder. Efter igen at have forladt Sverige deltog Johan i Grevens Fejde som
Gustav Vasa (1786, med musik af den tyske komponist J.G. Naumann) og Gustav Adolf och Ebba Brahe (1788, med musik af den tyske orgelvirtuos og komponist Georg Joseph Vogler). Også den tidligt afdøde Joseph Martin Kraus og Johann Christian Friedrich
Vasa), mor til kong Gustav 1. Vasa. Hendes mand blev henrettet ved Det Stockholmske Blodbad 1520; selv blev hun fængslet og året efter sammen med et par af sine døtre ført til Blåtårn i København som følge af Gustav Vasas
Gustav 1. Vasa. Han anvendte indkomsterne til at finansiere krig og reformer. Da Gustav Vasa ikke betalte sine kreditter til lübeckerne, straffede de ham ved at stoppe saltleverancerne til Sverige. I 1700-t. nåede produktionen af surströmming sin storhedstid på
Gustav 1. Vasa påstod. Daljunkern fik stor støtte blandt Dalarnas nødlidende almue, som længe havde været oprørsk. Han måtte dog efter nogle måneder flygte til Norge, hvorefter han med hjælp fra fru Inger Ottesdatter til Austråt med et mindre følge
Gustav 1. Vasa til stadssekretær i Stockholm, bl.a. med pligt til at prædike i Storkyrkan (1524-1531). Som sådan virkede han for gennemførelsen af den evangeliske reformation i Sverige. Hans bryllup i 1525 blev den første offentlige tilkendegivelse af svensk