Huguenotkrigene
Huguenotkrigene, se huguenotter.
Huguenotkrigene, se huguenotter.
Huguenotkrigene 1562-98, og efter 1614 blev de først igen indkaldt under optakten til Den Franske Revolution. I stedet sammenkaldte kongen i 1500-t. undertiden notabelforsamlinger, Assemblées des notables. I det franske stændersamfund udgjorde de to privilegerede grupper, adel og
huguenotkrige. Stamfaderens sønner François (1519-63) og Charles (1524-74) havde stor politisk indflydelse i Henrik 2.s regeringstid og dominerede helt under Frans 2. Som hærfører er François bl.a. kendt for erobringen af Calais fra England i 1558; endvidere
Huguenotkrigene I 1562 udstedte Katarina Medici som regent for sin umyndige søn Karl 9. et edikt, hvis indrømmelser til huguenotterne fremkaldte stærke reaktioner hos katolikkerne. Med blodbadet på huguenotterne i Vassy samme år indledtes de såkaldte Huguenotkrige, som ikke alene
den franske kong Karl 9. og huguenotlederen Louis 1. de Bourbon de Condé. Freden afsluttede Den Anden Huguenotkrig 1567-68 og stadfæstede de indrømmelser med hensyn til huguenotternes religionsudøvelse, der var blevet nedfældet i Amboise-ediktet efter Den Første Huguenotkrig.
der gjorde ham til hertug. Under Huguenotkrigene kæmpede han på katolsk side og blev dødeligt såret i 1567. Som politiker og feltherre var han middelmådig; hans indflydelse skyldtes hans rigdom, der blev stillet til skue ved opførelsen af slottet Chantilly.
huguenotkrigene af Henrik af Guise (1550-88) som reaktion på Beaulieufredens indrømmelser til huguenotterne. Da den franske konge Henrik 3. anerkendte huguenotten Henrik af Navarra (Henrik 4.) som tronarving, udpegede ligaen kardinal Karl af Bourbon (1523-90) til tronfølger og
Huguenotkrigene; afsluttes med Nantesediktet. 1572 Bartholomæusnatten. 1631 Frankrig går ind i Trediveårskrigen. 1648 Den Westfalske Fred. 1685 Nantesediktet tilbagekaldes: Huguenotter flygter til bl.a. Nederlandene og England. 1701-14 Den Spanske Arvefølgekrig. 1756-63 Den Preussiske Syvårskrig; Frankrig afstår mange af
Huguenotkrigene (se huguenotter) arbejdede for en fredelig løsning af konflikten, for en styrkelse af kongemagten og en antispansk politik. Det var deres prioritering af statens vel frem for religiøse hensyn, der gav dem navnet Les politiques. De fandt støtte hos
huguenotkrigene. Ludvig 13. indkaldte generalstænderne for sidste gang i 1614, og da Richelieu i 1624 blev gjort til førsteminister, fik han undertvunget huguenotterne og lagt grunden til en styrket, absolut kongemagt. Ludvig 13. fulgte Richelieus udenrigspolitik under Trediveårskrigen, da Frankrig