Isfahan
er en by i det centrale Iran 350 kilometer syd for Teheran; 1,76 millioner indbyggere (2011). Byen ligger på et højdedrag i et strategisk vigtigt område; med sin udsøgte arkitektur og sine mange haver regnes den for at være
er en by i det centrale Iran 350 kilometer syd for Teheran; 1,76 millioner indbyggere (2011). Byen ligger på et højdedrag i et strategisk vigtigt område; med sin udsøgte arkitektur og sine mange haver regnes den for at være
Isfahan viser i smuk forenkling typen på den iranske moské: fire ivaner i korsform omkring en firkantet gård. Udviklingen af byggeformen kan følges i Den Store Moské i Isfahan (700-1600-tallet), der rummer alle stadier fra enkel murstensarkitektur til
Isfahan, Merv og Shiraz, blev udbygget og befæstet som administrative og militære støttepunkter for imperiet. Disse byer synes at have tiltrukket persiske konvertitter, således at en markant urbanisering kom til at præge tiden under abbasidisk herredømme. Ambitionen om en mere
Isfahan i det tørre område på vestkanten af den store saltørken Dasht-i Kavir. Byen, der i 2016 havde 304.487 indbyggere inkl. forstæder, er bl.a. berømt for sin arkitektur, herunder en håndfuld villaer opført for rige købmænd, der i dag
Isfahan; 25.400 indb. (2011). Byen er kendt for sin arkitekturhistorisk interessante moské fra 900-t. og for sin tæppeproduktion. Historisk har Nain været afhængig af de gamle qanater, der førte vand til byen. Siden 1930'erne er der i byen
knyttede tæpper fra byen Abadeh 100 km SØ for Isfahan i provinsen Fars, Iran. Produktionen i 1900-t. består af værkstedstæpper i ensartet, god kvalitet, knyttet på grundvæv af bomuld og med mønstre, der er stærkt inspireret af kashgaiernes tæppemønstre.
Isfahan, der fra 1597-98 blev safavidernes nye hovedstad. Under Abbas den Store blev den osmanniske trussel mod den vestlige del af Iran afværget, og både Baghdad og Diyarbakır blev underlagt safaviderne i 1623-24. Også mod øst, hvor usbekiske
Isfahan lærte han sig persisk. Efter hjemkomsten blev han astronom og bibliotekar ved hertughoffet på Gottorp Slot og udgav i 1666 et beskrivende katalog over kunstkammeret dér. Olearius' forfatterskab spændte i øvrigt vidt: historie, fæstningsteknik, naturvidenskab, teologi samt de tidligste
Isfahan og stormogulernes paladser i Indien. Anvendelsen af polykrome fajancemosaikker er timuridernes væsentligste bidrag til arkitekturhistorien. Kaliffen Alis gravmoské i Mazar-i Sharif og Fredagsmoskéen i Herat er de bedst bevarede bygningsværker fra denne periode. Herat var i hele 1400-tallet
Isfahans armeniere i 1600-tallet og 1700-tallet; ældre bogbind i bl.a. sølv (fx til evangeliehåndskrifter) knytter forbindelsen til stilistisk og materialemæssigt beslægtede genstande som relikvieskrin, alterkalke, oliekander m.m. Armenierne har også i århundreder været kendt for deres tekstilkunst, især