Romerrigets historie
kejsere Romerske kejsere principat julisk-claudiske dynasti 27 f.Kr.-14 e.Kr. Augustus 14-37 Tiberius 37-41 Caligula 41-54 Claudius 54-68 Nero 68-69 Galba 69 Otho 69 Vitellius de flaviske kejsere 69-79 Vespasian 79-81 Titus
kejsere Romerske kejsere principat julisk-claudiske dynasti 27 f.Kr.-14 e.Kr. Augustus 14-37 Tiberius 37-41 Caligula 41-54 Claudius 54-68 Nero 68-69 Galba 69 Otho 69 Vitellius de flaviske kejsere 69-79 Vespasian 79-81 Titus
kejseren i et fælles oprør i 532, stækkedes deres magt. De fortsatte dog stadig med at spille en vigtig ceremoniel rolle som folkets repræsentanter over for kejseren. Som en parallel til senatet i Rom havde kejseren et senat af fornemme
kejserens ejendom, klanlederne blev guvernører på åremål, et centralt administrationsapparat og et nyt skattesystem blev indført, og regelmæssige folketællinger og landopmålinger skulle gennemføres. Selvom Taikareformen ikke slog igennem, omformedes Japan i løbet af 600-700-tallet til en centraliseret kejserlig
kejserens magt over rigets fyrster. Dertil kom Spaniens strid med de oprørske Forenede Nederlande, den gamle fransk-habsburgske konflikt og Danmarks og Sveriges frygt for kejserlig ekspansion i nord. Samlet set var krigen den hidtil mest omfattende i Europa, og
kejserlig hær på 24.000 mand, i 1626 udvidet til 70.000. Hæren skulle give kejseren et selvstændigt magtgrundlag, hvor han hidtil havde været afhængig af Den Katolske Ligas hær. Den kejserlige hær var dog helt under Wallensteins kontrol: Den havde base
kejserens person været vigtig for regeringens førelse; der er imidlertid talrige eksempler på kejsere uden indflydelse enten på grund af uduelighed, eller fordi andre enkeltpersoner eller regeringsorganer reelt har taget magten. Det kunne være enkekejserinder, for eksempel Wu Zetian i
kejserens, og øvrige monarkers stilling ved brug af kanonisk ret og den genopdagede romerret. Fortalere for henholdsvis pagens og kejserens overhøjhed kunne finde forlæg, der passede i deres kram. Romerretten var blevet endeligt udformet i senantikken under de romerske kejsere
kejseren og kejserens ret til at udnævne biskopper førte til en alvorlig magtkamp, den såkaldte Investiturstrid, mellem pave og kejser. Pave Gregor 7. proklamerede i et edikt, at pavens magt stod over alle verdslige herrer; ved et møde i Worms
kejsere', Wu Di, som kejseren for centrum, hvis farve er gul svarende til elementet jord. Ifølge traditionel kinesisk historieskrivning efterfulgtes de fem kejsere af Yao og Shun, og denne sidste overlod styret til Da Yu 'Den Store Yu', stifteren af
kejseren. Det saksiske fyrstehus og dermed ottonerne uddøde i 1024 med Henrik 2.; han blev afløst af Konrad 2. af det saliske hus, som i 1027 overtog kejserværdigheden. De saliske kejsere videreførte ottonernes politik, men under Henrik 4. kom det