Kritik der reinen Vernunft
Kritik der reinen Vernunft, (ty. 'Kritik af den rene fornuft' eller 'Den rene fornufts kritik'), Immanuel Kants erkendelsesteoretiske hovedværk fra 1781.
Kritik der reinen Vernunft, (ty. 'Kritik af den rene fornuft' eller 'Den rene fornufts kritik'), Immanuel Kants erkendelsesteoretiske hovedværk fra 1781.
Kritik der reinen Vernunft beskæftigede Kant sig indgående med moralfilosofi. I Grundlegung zur Metaphysik der Sitten (1785, dansk Grundlæggelse af sædernes metafysik, 1996), Kritik der praktischen Vernunft (1788, dansk Kritik af den praktiske Fornuft, 2000) og Metaphysik der Sitten (1797, Sædernes
kritik af de ontologiske og siden de kosmologiske gudsbeviser. Markante kritikere af de klassiske gudsbeviser er bl.a. Immanuel Kant og Søren Kierkegaard. Immanuel Kant og den rene fornuft Immanuel Kant foretog i sit værk Kritikken af den rene fornuft (Kritik der reinen Vernunft
Kritik der reinen Vernunft, 1781). Det sidste spørgsmål rejser sig for Kant i forlængelse af moralens krav om, at det gode menneske skal eje evig lykke, men spørgsmålet lader sig kun besvare ud fra udødelighedstroen. Ved siden af dette religiøse
Kritik der reinen Vernunft (1781) definerer transcendental erkendelse som en erkendelse, der ikke beskæftiger sig med genstande, men med måden, hvorpå vi erkender genstande, for så vidt som denne er mulig a priori. Kants nærmere redegørelse herfor er dog ufuldstændig
(Dansk Biografisk Leksikon)
Kritik der reinen Vernunft fra 1781 og en nu næsten glemt afhandling, Metaphysische Anfangsgründe der Naturwissenschaft fra 1786; sidstnævnte blev hans store filosofiske ungdomsoplevelse. I "Kritik" havde Kant fastslået at de fundamentale love som styrer naturen kan, og nødvendigvis må
(Dansk Biografisk Leksikon)
Kritik der reinen Vernunft". Romopholdets afgørende betydning for ham fik ham flere gange til at anmode om stipendiets forlængelse og, da det ikke længere kunne tilstedes, om en frigørelse for sine forpligtelser over for akademiet. Det endelige brud med akademiet
(Dansk Biografisk Leksikon)
Kritik der reinen Vernunft, var tænkt som en indledning til en fremstilling af den naturlige teologi. Foruden et par anmeldelser i Lærde Efterretninger (1791 og 1793) offentliggjorde han to småafhandlinger: Over adskillige almindeliggangbare moralske Udtryk. (Minerva, 1792 II) og Gives