Magnus 6. Lagabøter
var konge af Norge. Han var søn af Håkon 4. Håkonsson og gift i 1261 med Erik 4. Plovpennings datter Ingeborg. Som yngre bror til Håkon Unge fik Magnus ved hans død i 1257 kongenavn og blev i 1261 kongekronet
var konge af Norge. Han var søn af Håkon 4. Håkonsson og gift i 1261 med Erik 4. Plovpennings datter Ingeborg. Som yngre bror til Håkon Unge fik Magnus ved hans død i 1257 kongenavn og blev i 1261 kongekronet
Magnus 6. Lagabøter, for hvem han skrev sagaerne om Håkon 4. Håkonsson og Magnus selv; den sidste er kun fragmentarisk bevaret. Sturla, der i 1271 blev Islands første kongeligt udnævnte lagmand, skrev flere digte om Håkon og Magnus, men hans
Magnus 6. Lagabøters død 1280. Man har viden om tabte islandske kongeberetninger fra begyndelsen af 1100-t., og fra Norge kendes to latinske Norgeshistorier fra anden halvdel af århundredet. De ældste bevarede sagaer blev skrevet på Island i slutningen af
Magnus Lagabøters Bylov er en norsk lov, der som et led i Magnus 6. Lagabøters lovreformer blev givet for Bergen i 1276 og i de følgende år indført i de øvrige norske byer som en fælles norsk bylov.
Magnus 6. Lagabøter og dronning Ingeborg, Erik 4. Plovpennings datter, og bror til Erik 2. Magnusson. Ved broderens kroning i 1280 overtog Håkon med støtte fra sine formyndere styret i et hertugdømme, der omfattede Oslo og Oplandene m.m. (bl.a. Færøerne
Magnus 6. Lagabøter og dronning Ingeborg, Erik 4. Plovpennings datter. Ved Eriks kroning overtog en formynderregering kongemagten. Formynderregeringen bragte kronen på kollisionskurs med kirken, hvilket gav Erik hans ufortjente tilnavn. Konflikten med kirken i 1280'erne fulgtes af strid mellem
Valdemar Birgersson af Sverige Ingeborg, i 1261 gift med kong Magnus 6. Lagabøter af Norge Jutta, priorinde i Roskilde Skt. Agnetekloster Agnes, abbedisse i Roskilde Skt Agnetekloster Læs mere i Den Store Danske Danmarks historie i middelalderen kongerækken i Danmark
Magnus (6. Lagabøter). Overenskomsten betød, at Island herefter var i union med Norge (og senere fra 1380 med Danmark). Indre stridigheder på Island med borgerkrigslignende tilstande havde i årene forud (Sturlungatiden) banet vej for landets indlemmelse i det stornorske rigsfællesskab
Magnus 6. Lagabøter. Efter hans død blev hun formynder for deres søn, Erik 2. Magnusson Præstehader. Hun prægede dansk-norsk politik på en krigerisk måde, bl.a. ved sin støtte til Alf Erlingssons fribyttertogter mod Danmark, som havde forholdt hende hendes
kong Magnus 6. Lagabøters død 1280 anfægtede Jon Brynjulvsson kirkens privilegier, blev bandlyst af ærkebiskop Jon Røde (d. 1281), men beholdt kongelig gunst hos Erik 2. Præstehader. I 1287 deltog han sammen med andre adelsmænd i et krigstogt til Danmark.