Mirandola
er en by og i renæssancen et lille grevskab nær Modena i Norditalien. Mirandola er desuden renæssancehumanisten Giovanni Pico della Mirandolas fødested.
er en by og i renæssancen et lille grevskab nær Modena i Norditalien. Mirandola er desuden renæssancehumanisten Giovanni Pico della Mirandolas fødested.
Mirandola var en italiensk filosof. Han var elev af Marsilio Ficino. Som filosof er Pico della Mirandola karakteristisk ved sin synkretisme, dvs. sit forsøg på at forene dels humanisme med skolastik, dels samtlige filosofiske og teologiske skoler med hinanden, specielt
Mirandola,Niccolò Machiavelli og andre mødtes ved mediciernes hof for under Lorenzo de Medicis ledelse at diskutere nyplatonisk filosofi, hermetisme og andre hidtil ret upåagtede sider af den antikke kultur. Snart efter bredte bevægelsen sig til andre byer også nord
Mirandola og Marsilio Ficino dybt påvirket af Platon og Cicero. Politisk teoridannelse udviklede sig i dialog med antikken; fx hedder et af Machiavellis hovedværker Discorsi sopra la prima deca di Tito Livio (posthumt udgivet 1531, da. Drøftelser af de første
Mirandola og Giordano Bruno, og tanken om, at hemmelige guddommelige kræfter gennemsyrer universet, blev en væsentlig inspirationskilde for renæssancens okkultisme og alkymi (Heinrich Cornelius Agrippa, Paracelsus). I Danmark var fx Tycho Brahe og lægen Peder Sørensen i 1500-tallet og
grundlag for de mest originale og indflydelsesrige tænkere (Marsilio Ficino, Nicolaus Cusanus, Pico della Mirandola mfl.), mens den radikale aristotelismes genopblomstring i den senmiddelalderlige periode var begrænset til Italien (Pietro Pomponazzi, Agostino Nifo); se renæssancen (filosofi). Læs mere om middelalderen.
kan nævnes Nicolaus Cusanus. Renæssanceplatonismen (Marsilio Ficino, Pico della Mirandola) var hovedsagelig nyplatonisk inspireret. Direkte eller indirekte rækker indflydelsen videre fx til Cambridgeplatonikerne i 1600-t. og til romantisk filosofi og digtning. Læs mere i Den Store Danske Platonisme hypostase
Mirandola opdelte Universet, men opfattede i modsætning til middelalderens tænkere mennesket som et væsen, der selv kunne bestemme, hvilken orden det ville tilhøre. Senere lagde fx Descartes og Spinoza vægt på, at erkendelsen skulle udvikles i en særlig orden (Descartes
s fordømmelse i 543. Kristendomssynet genfindes tydeligt i 1400-tallet hos renæssancefilosoffen Pico della Mirandola. Kirkefaderen Origenes er undertiden blevet forvekslet med en lidt yngre, nyplatonisk filosof af samme navn. Læs mere i Den Store Danske origenisme den alexandrinske skole
Mirandola mod det guddommelige i sig selv; hos Ficino var kærligheden midlet til at opnå dette højeste gode. Martin Luther forkastede både Platons og Aristoteles' morallære, men Philipp Melanchthon reddede den aristoteliske etik under anvendelse af Luthers doktrin om et