Ockham
Ockham, se William fra Ockham.
Ockham, se William fra Ockham.
talte ord; han opererede med et fundamentalt tankesprog, hvis "ord" er begreber, som betegner ting i den ydre verden. William fra Ockham hører til middelalderens største tænkere, og hans indflydelse rakte langt ind i nyere tid. Se også Ockhams ragekniv.
i 1300-tallet blev flittigt brugt af William fra Ockham. Det gængse "Entia non sunt multiplicanda praeter necessitatem" ('man skal ikke forøge antallet af ting, der er til, hvis man ikke er tvunget til det') er dog ikke hans formulering.
Entia non sunt multiplicanda praeter necessitatem er et metodologisk princip, som er blevet hævdet siden middelalderen. Meningen er, at videnskabelige teorier bør antage eksistensen af så få typer af ting som muligt. Læs mere i Den Store Danske videnskabsteori middelalderen
Ockham, som han filosofisk og teologisk var stærkt påvirket af og energisk forsvarede mod andres angreb. I små 500 år stod han i skyggen af sin lærer, men nyere forskning har godtgjort hans originale videreudvikling af Ockhams filosofi og teologi
Ockham, som på hver sin måde foretog en skarp efterprøvelse af thomismens og scotismens fint udmejslede tankesystemer, og som kom til at bestemme de problemstillinger, som de efterfølgende generationer måtte arbejde med. Inden for filosofien var logikken den videnskab, som
Ockham og Jean Buridan. De betragtede begreber (conceptus, intentiones) som elementer i et sjælens tyste sprog, som er en forudsætning for al tale. Et begreb, hvorved man kan begribe flere enkeltting, er ifølge denne teori sjælesprogets modstykke til det taltes
Occam, ca. 1287-1347, engelsk filosof, se William fra Ockham og Ockhams ragekniv.
enkle måde og ved inddragelse af så få teoretiske begreber som muligt. Som rent metodologisk princip er det formuleret i slutningen af 1800-tallet af Ernst Mach og Richard Avenarius, foregrebet i middelalderen af William fra Ockham (se Ockhams ragekniv).
i 1366 biskop af Halberstadt. I sin tænkning var han stærkt påvirket af den berømte pariserfilosof Jean Buridan og — inden for logikken — af William fra Ockham. Hans værker fik stor udbredelse sidst i 1300-t., både i Mellemeuropa og i Italien.