Olav 1. Tryggvason
Olav 1. Tryggvason var konge af Norge fra ca. 995. Fra 1100-tallet regnede man Harald 1. Hårfager som det norske riges grundlægger; en legitim konge måtte derfor nedstamme fra ham. Det påstod man følgelig, at Olav gjorde, men man
Olav 1. Tryggvason var konge af Norge fra ca. 995. Fra 1100-tallet regnede man Harald 1. Hårfager som det norske riges grundlægger; en legitim konge måtte derfor nedstamme fra ham. Det påstod man følgelig, at Olav gjorde, men man
Olav 1. Tryggvason. Året efter overtog Olav kongemagten i Norge efter Håkon Jarl Sigurdsson. I år 1000 genoprettede Svend Tveskæg dansk kontrol over Norge efter søslaget ved Svold. Svend, Olof Skötkonung af Sverige og Håkon Jarl Sigurdssons søn Erik kæmpede
Olav 1. Tryggvason, Olav den Hellige og Harald 3. Hårderåde (se sagalitteratur) og hos Saxo. Om ham fortælles en anekdote, der i sagaerne knyttes til to forskellige søslag, Svold (1000) og Nesjar (1016): Da Einars bue går i stykker, indvarsler
Olav 1. Tryggvason og Olav den Hellige (Olav 2. Haraldsson). I brudstykker er bevaret den såkaldte Ældste saga om Olav den Hellige og som helhed den lidt yngre Legendariske saga om Olav. Oversat fra latin er munken Oddr Snorrasons saga
1. Adalsteinsfostre, der dog måtte opgive at få den anerkendt af alle og selv døde som frafalden. Senere sagaer giver Olav 1. Tryggvason og Olav 2. den Hellige æren for kristendommens indførelse, men flere af de modstandere, de dræbte i
Olav 1. Tryggvason og Olav den Hellige (se Olav 2. Haraldsson). Hovedpersonerne er den hedenske og troldkyndige Trond i Gøta — af mange i nyere tid betragtet som færøsk nationalsymbol — og hans modstander, den kristne heltetype Sigmund Brestisson, der er den
1. Tveskæg af Danmark, Olof Skötkonung af Sverige og Erik Jarl Håkonsson mod Olav 1. Tryggvason af Norge. Olav faldt, og dansk indflydelse i Norge blev genoprettet. De islandske sagaer henlægger slaget til en ellers ukendt ø, Svold, nær Rügen
1. Tveskægs datter Gyda, og da Olav 1. Tryggvason ca. 995 begyndte sin erobring af Norge, opretholdt han familiens alliance med danskerne. Efter Olavs fald under Slaget ved Svold i år 1000 blev Erik og hans bror Sven jarler over
Olav 1. Tryggvason og blev efter hans død en af Erik Jarl Håkonssons mest indædte modstandere og senere modstander af Olav 2. Haraldsson den Hellige. I sidste halvdel af 1020'erne blev han Knud 2. den Stores mand og døde
Olav 1. Tryggvason tog kongemagt i 995 og søgte at tvinge tilslutning til den nye lære igennem, men afgørende blev Olav 2. den Helliges missionsvirksomhed og den helgenværdighed, han opnåede efter sit fald ved Stiklestad i 1030. I tiden herefter