Olav 4. Håkonsson
var konge af Norge fra 1380 og konge af Danmark fra 1376 under navnet Oluf 2. Håkonsen.
var konge af Norge fra 1380 og konge af Danmark fra 1376 under navnet Oluf 2. Håkonsen.
Olav 4. Håkonsson) fra 1380. Han var søn af Håkon 6. Magnusson af Norge og Margrete 1. Valgt til konge Efter at Olufs morfar, Valdemar Atterdag, var død i 1375, blev han valgt til dansk konge på et danehof i
Håkonsson 1263–1280 Magnus Lagabøter 1280–1299 Eirik Magnusson 1299–1319 Håkon 5 Magnusson 1319–1355 Magnus Eriksson 1343–1380 Håkon 6 Magnusson 1381–1387 Olav 4 Håkonsson 1388–1412 Margrete 1389–1442 Erik av Pommern 1442–1448 Christoffer av
Olav efterfulgte sin far, Haakon 7., blev delkongen Olav Magnusson kaldt Olav 4. og Olav Håkonsson Olav 5. I 1957 valgte man imidlertid at udskyde Olav Magnusson af nummerrækken med den konsekvens, at Olav Håkonsson herefter blev kaldt Olav 4
4. Håkonssons initiativ. Fra samme tid stammer den ældste, nu tabte version af Morkinskinna (Det rådne håndskrift) om kongerne efter Olav den Hellige. Disse rigshistorier bygger på ældre kongesagaer, hvoraf nogle er gået tabt, fordi de blev erstattet af nye
Olavs by, som ærkesæde. Kong Sverre udøvede sin kongemagt med basis i hirden, hvori mange høvdinge optoges. Mænd udgået heraf kom nu til at lede den lokale administration. Kongen ville ikke anerkende kirkens krav om uafhængighed og kom i strid med et kirkeligt parti. Først hans sønnesøn Håkon 4. Håkonsson
Olav den Helliges saga (den såkaldte særskilte Olavssaga), Heimskringla, hvor Olavssagaen udgør det dominerende midterparti, og Edda ("Snorres Edda"). Desuden har mange i nyere tid anset Snorre for også at være forfatteren til Egil Skallagrímssons saga. Hans sagaer betegner kulminationen af den islandske middelalderlige historieskrivning, både i kraft af deres