det onde
onde. I manikæismen opfattes det onde desuden som et lige så oprindeligt princip som det gode. Verden er en kamp mellem det gode og det onde, lyset og mørket, ånden og materien. Med kristendommen skærpes opmærksomheden for det onde, som
onde. I manikæismen opfattes det onde desuden som et lige så oprindeligt princip som det gode. Verden er en kamp mellem det gode og det onde, lyset og mørket, ånden og materien. Med kristendommen skærpes opmærksomheden for det onde, som
onde indgår i den ordnede helhed. Det er først i kraft af det onde, at vi kan se det gode. Fælles for de nævnte forklaringer er, at de betragter det onde som et "metafysisk" problem. Det "moralske" onde fører en
de onde øjne kunne neutraliseres ved, at den pågældende bar briller. Mod onde øjne bruges bl.a. amuletter i form af horn, der kan stikke de onde øjne ud, et spejl eller et malet øje, som kan afparere det onde blik.
onde er ikke en selvstændig magt. Denne relative dualisme i Platons tidlige dialoger skærpes dog i hans sidste værk, Lovene, hvori én (verdens)sjæl anses for årsag til det gode, en anden til det onde. I Timaios antager Platon endnu
Ond tro er et juridisk udtryk for den viden, en part har eller efter gældende uagtsomhedsnormer burde have haft om et bestemt forhold. En række retsregler og retsgrundsætninger fastslår, at en parts onde tro om fx andres kolliderende rettigheder afskærer
Onde", hvorved henvises til det menneske, der er bevidst om sin ansvarlighed, og som reagerer herpå ved at søge at undgå at gøre det onde. Når et sådant menneske ikke desto mindre alligevel gør det onde, reagerer han med skyldfølelse
onde magters fyrste. Djævelen er skildret som en person og kaldes som sådan Satan, Beelzebul, Antikrist, fristeren, fjenden (Matth. 13,39) eller Den Onde (Matth. 13,19); ud fra en tolkning af Esajas 14,12 kom navnet Lucifer til. Det
Det radikale onde, dvs. det grundlæggende onde; bruges hos filosoffen Immanuel Kant om den ondskab, der karakteriserer den menneskelige natur.
ond nihtum, þæt þæt scip wæs ealne weg yrnende under segle. Weonoðland him wæs on steorbord, ond on bæcbord him wæs Langaland ond Læland ond Falster ond Sconeg; ond þas land eall hyrað to Denemearcan. ('Wulfstan sagde, at han rejste
ond onde. Der kan være noget næsten skematisk-ortodokst over denne opfattelse, som da også problematiseres i nogle væsentlige tekster. I kultisk sammenhæng optræder et dyr – en syndebuk, der ofres og dermed opfattes som middel til at udrense folkets synd