Otello
Berio di Salsa (1765-1820), uropført 1816 i Napoli. Her synges alle de tre mandlige partier (Jago, Rodrigo og Otello) af tenorer. Handlingen er et trekantsdrama mellem de tre mænd med Desdemona som offer. Den anden er af Giuseppe Verd
Berio di Salsa (1765-1820), uropført 1816 i Napoli. Her synges alle de tre mandlige partier (Jago, Rodrigo og Otello) af tenorer. Handlingen er et trekantsdrama mellem de tre mænd med Desdemona som offer. Den anden er af Giuseppe Verd
Otello, opført med enestående succes i Milano (1887). Seks år senere afsluttede han sin operaproduktion med endnu et Shakespeareinspireret værk, den komiske opera Falstaff, som ved uropførelsen ligeledes blev modtaget med begejstring (1893). I sine sidste år komponerede han sine
debuterede som baryton i 1938, men fandt først i 1943 sit egentlige rollefag som dramatisk tenor. Ramón Vinay var en stor scenepersonlighed, især som Otello i Giuseppe Verdis opera Otello og som Tristan i Richard Wagners opera Tristan og Isolde.
Otello og Falstaff og til Amilcare Ponchiellis opera La Gioconda (med "Timernes dans"). På grundlag af Johann Wolfgang von Goethes Faust skrev Arrigo Boito teksten og den Wagnerinspirerede musik til operaen Mefistofele, hvis uropførelse i Milano 1868 gav anledning til
Otello (1887), men han havde allerede da markeret sig som dirigent. Arturo Toscanini var kunstnerisk leder af La Scala 1898-1908 og 1921-29 og af Metropolitan Opera 1908-15. 1928-36 var han chef for New York Philharmonic Orchestra
stemme. Typemæssigt ligger baryton mellem bassens dunkle patos og tenorens lyse glans. Særlig berømte operapartier for baryton er Don Giovanni (i Mozarts Don Giovanni), Jago (i Giuseppe Verdis Otello) og Wotan (i Richard Wagners Nibelungens ring). Se også baryton (instrument).
Francesco Tamagno var en italiensk tenor. Tamagno sang titelpartiet i Giuseppe Verdis Otello ved uropførelsen i 1887. Tamagno havde en enorm stemme, som nåede at blive fastholdt på grammofon. Læs mere i Den Store Danske Italien – musik
Traviata (1983) og Otello (1986). Franco Zeffirelli var politisk aktiv på højrefløjen, 1994-2001 som medlem af Senatet for partiet Forza Italia. Han fik i 1999 en vis succes med den omdiskuterede, delvis selvbiografiske krigskomedie Tea with Mussolini (Te med Mussolini).
Otello (1816), fulgt af de halvt komiske, halvt alvorlige La Cenerentola (Askepot) og La gazza ladra (Den tyvagtige skade, begge 1817). Et vendepunkt i Rossinis liv var ansættelsen ved operaen i Napoli (1815-1822), hvor hans musik udviklede sig i
Otello (Milano 1887) og Falstaff (Milano 1893) skabte han et vægtigt italiensk modstykke til Richard Wagners tyske musikdramaer. Verdis popularitet som symbol på Italiens samling ses bl.a. af, at hans navn blev udlagt som forkortelse for "Vittorio Emanuele Re D