Pozzuoli
er en havneby ved Italiens vestkyst 10 km vest for Napoli; den har 83.400 indbyggere (2011). Byen, der har en del især kemisk industri og letindustri, ligger i et geologisk meget uroligt område og blev senest alvorligt ramt af jordskælv
er en havneby ved Italiens vestkyst 10 km vest for Napoli; den har 83.400 indbyggere (2011). Byen, der har en del især kemisk industri og letindustri, ligger i et geologisk meget uroligt område og blev senest alvorligt ramt af jordskælv
Pozzuoli, som ligger 10 km vest for Napoli. Den var en stor romersk havneby i det første århundrede e.v.t. Byen blev grundlagt omkring 530–520 f.v.t. af græske kolonister, som kaldte den for Dikaiarkeia. Senere erobrede romerne byen i de
Pozzuoli ved Napoli. Tilsætninger af denne type kaldes puzzolaner. Disse mørtler var hydrauliske, omend med langsom styrkeudvikling. I folkevandringstiden gik kendskabet til cement tabt. I 1700-t. dukkede cementer op igen. Den engelske ingeniør John Smeaton (1724-92) brugte i
gasser i forbindelse med vulkansk aktivitet trænger frem til overfladen gennem revner og huller. Gasserne er hovedsagelig vanddamp, kuldioxid, klorbrinte og svovlbrinte. Fumaroler, som afgiver svovlholdige dampe, kaldes solfatarer efter vulkanen Solfatara ved Pozzuoli i Italien. Se også varme kilder.
Pozzuoli ved Napoli), vulkansk bjergart, som består af kiselsyreholdige materialer, der ved omgivelsernes temperatur reagerer med calciumhydroxid og danner tungtopløselige calciumsilikathydrater. Antikkens cement var en blanding af dette materiale og læsket kalk. Andre materialer med samme egenskaber, kaldet puzzolaner, er
Pozzuoli-området i Campanien, der dels gjorde blandingen hydraulisk, dvs. bevirkede, at den kunne størkne under vand, dels gav den en hidtil ukendt soliditet og elasticitet. Hvor mørtel hidtil havde fungeret som bindemiddel mellem bygningskvadre, kunne den romerske beton således