Proserpina
Proserpina er romernes navn for Persefone, underverdenens dronning i den antikke mytologi.
Proserpina er romernes navn for Persefone, underverdenens dronning i den antikke mytologi.
er i græsk religion korngudinde og dødsrigets dronning. Hun datter af Zeus og Demeter og gift med Hades. I Iliaden og Odysseen omtales hendes forbindelse til Demeter ikke, mens mor-datter-relationen er det bærende element i kulten i Eleusis
Proserpine", men som også gav anledning til skandale pga. digtenes antireligiøse holdning og åbenlyse interesse for det seksuelle, herunder sadomasochisme. Som kritiker fik Swinburne stor betydning, bl.a. ved at opvurdere forfattere som William Blake og dramaet omkring år 1600. Walter
faktisk blev plyndret af vestgoterne allerede i 410. Claudian har også skrevet upolitiske, herunder mytologiske digte, hvoraf det mest kendte handler om Proserpinas bortførelse, De raptu Proserpinae. Digtet er kendetegnet ved mange taler og overdådige beskrivelser snarere end egentlig fortællen.
Proserpinas rov og Apollon og Dafne, og adskillige malerier af Caravaggio, Rafael, Correggio og Tizian. I 1902 overgik samlingen, paladset og det omkringliggende parkområde til den italienske stat. Læs mere i Den Store Danske Borghese Borghese-haven Eksterne links Museets
Proserpinas rov (1621-22), Apollon og Dafne (1622-25) og David (1623; alle i Galleria Borghese, Rom). Den tekniske udførelse af disse figurgrupper er virtuos, og de er kendetegnet ved, at bevægelsen synes fastfrosset i et dramatisk øjeblik. Kardinal Scipione
(Trap Danmark)
Proserpina og Hades, allegori på jorden (loftsmaleri, Rosenborg, Chr. IVs sengekammer); Neptun og Amfitrite, allegori på havet (som forannævnte); Phaetons fald (tilskr., Gavnøfonden); Harald Klaks besøg hos kejser Ludvig (1840, Skokloster, Sverige); malerier på Skokloster; grafik i Kobberstiksaml.Isaac Isaacsz opholdt
(Dansk Biografisk Leksikon)
Proserpinas rov eller en legen med klassiske emner som Hercules modtagelse på Olympen, men også undertiden en frihed i bevægelsesmotiver (Solnedgangen), en indtagende farvefinhed og malerisk sans og en strålende fantasi (Maskerade); påStat.mus. findes den fortrinlige skitse til dette
(Gyldendals Teaterleksikon)
Proserpina 1778; Jery und Bäteli 1780; Elpenor 1781-84; Scherz, List und Rache 1784-87; Egmont 1789 (Det Kongelige Teater 1834); Torquato Tasso 1790; Pandora 1810. Bibliografi: Goethe, J W Aus meinem Leben. Dichtung und Wahrheit 1811-13; Carlson, M
(Gyldendals Teaterleksikon)
Proserpina 1776). Solospil har under forskellige former været kendt i teatret til alle tider. I 1900-tallet benyttedes teknikken tit som ‘dialogpartner’: telefonen i Jean Cocteaus La voix humaine 1930 og båndoptageren i Becketts Krapp’s Last Tape 1958. Ca