Ramakien
Ramakien, thailandsk version af Ramayana, se Thailand - litteratur.
Ramakien, thailandsk version af Ramayana, se Thailand - litteratur.
Ramakien, den thailandske version af det indiske epos Ramayana om den heltemodige prins Rama. Ramakien anvendes i forskellige former for klassisk teater samt tit som motiv for tempelmalerier. Perioden 1809-24, da Rama 2. regerede, regnes for en litterær guldalder
Ramakien danner grundlaget for de fleste danse- og dramaformer. Skyggespillet nang yai spilles med udskårne, flade dukker (op til 2 m høje), som holdes bag ved en hvid skærm. Teaterformen nang talang fra Sydthailand benytter mindre dukker, mens dukkeføreren tryllebinder
(Gyldendals Teaterleksikon)
Ramakien, samt folkeeventyr og legender som Inao fortællingen om den unge prins Panjis eventyr og genvordigheder. Der benyttes sang, dans, mime, dialog og musik. Bevægelserne i L er sensuelle, yndefulde og glidende med ekspressive hånd- og armbevægelser, der afspejler den
(Gyldendals Teaterleksikon)
Ramakien og jataka-fortællinger udgør det primære tekstgrundlag, mens de malay-inspirerede Prins Panji-historier fra omkring 1760 også blev en del af hofdansens litteratur. Den maskebårne mandsdans Khon og den kvindelige dans, lakhon fai nai blev til under hoffets