Scotus
Scotus, engelsk teolog, se Johannes Duns Scotus.
Scotus, engelsk teolog, se Johannes Duns Scotus.
Scotus, at viljen går forud for intellektet. Viljen er principielt fri og ikke bundet af fornuftens dom. Derfor var Gud i sit valg af skabelsesorden og af frelsesorden helt ubundet af sit intellekt. Johannes Duns Scotus havde mange elever; de
Scotus Eriugena, ca. 810-ca. 877, irsk teolog og filosof, hvis latinske tilnavne betyder 'gæleren' og 'den i Irland fødte'. I midten af 840'erne kom han til Vestfranken og blev leder af Karl 2. den Skaldedes hofskole. I datiden
Scotus Eriugena, hvis platonisk inspirerede hovedværk om universets komplekse og meningsfulde indretning var enestående for tiden. Hans oversættelser til latin af græske kirkefædre, bl.a. Pseudo-Dionysios (Dionysios Areopagitten), fik varig betydning. Politisk ustabile forhold gav i 900-tallet og første
år stod han i skyggen af sin lærer, men nyere forskning har godtgjort hans originale videreudvikling af Ockhams filosofi og teologi. Adams hovedværk er en omfangsrig sentenskommentar, der også viser påvirkning fra Johannes Duns Scotus; den foreligger i flere udgaver.
Scotus' fremhævelse af intuitiv helhedsoplevelse, søgte et digterisk udtryk, der kunne rumme en tings essentielle skønhed — dens "inscape" — af den læsende eller lyttende oplevet som en særlig energi — dens "instress". I stedet for traditionel engelsk metrik udviklede Hopkins sin "sprung
Henriks hovedskrifter omfatter en ufuldstændig lærebog i teologi og en større samling af disputationer (quodlibet). Han havde få egentlige disciple, men hans tænkning øvede stor indirekte indflydelse, idet den inspirerede Johannes Duns Scotus, Petrus Aureoli og William fra Ockham mfl.
i 600-t. og en meget produktiv forfatter. Hans "Mystagogia" er en dybsindig tolkning af kirkens liturgi. Det centrale i hans teologi er menneskets ligedannelse med Gud i kærlighed. I Vesteuropa fik hans skrifter indflydelse især gennem Johannes Scotus Eriugena.
Scotus (ca. 1175-1235), der ca. 1220 oversatte filosofiske værker fra arabisk til latin, blev tolket som en distinktion mellem Gud og verden. Udtrykkene "natura naturans" og "natura naturata" anvendtes på denne måde i skolastisk filosofi, hos mystikere som Mester
Scotus var blandt hans lærere. Efter at have undervist i Bologna og Toulouse vendte han i 1316 tilbage til Paris som teologisk professor. I 1320 blev han valgt til provincial, dvs. leder, af franciskanerne i provinsen Aquitanien, og året efter