Strix
Strix, svensk vittighedsblad, grundlagt 1897 af Albert Engström og 1924-54 udgivet som Söndagsnisse-Strix. Foruden Engström tegnede bl.a. Anders Forsberg (1871-1914) og Edward Lindahl (1907-86) til bladet.
Strix, svensk vittighedsblad, grundlagt 1897 af Albert Engström og 1924-54 udgivet som Söndagsnisse-Strix. Foruden Engström tegnede bl.a. Anders Forsberg (1871-1914) og Edward Lindahl (1907-86) til bladet.
Strix, inspireret af det tyske blad Simplicissimus. Som poetisk stemningskunstner, beåndet naturskildrer og grotesk forfatter med særlig interesse for det enkle og det særprægede, forenet med national realisme, dyrkede Engström humoren, den korte portrætnovelle og causeriet, samlet i bl.a. Medmänniskor
strix) overbevises om at have ædt et menneske, skal han eller hun idømmes mandebod for mordet. I Karl den Stores lov for de nykristnede saksere (ca. 787) blev det forbudt at foretage henrettelser af mænd og kvinder, som ifølge hedensk
Svikmøllen (fra 1914), Strix (fra 1897) og Exlex (fra 1919) med bl.a. Ragnvald Blix. Talrige tegnere har siden bidraget til disse blade, hvoraf flere stadig udgives. Desuden dyrkes karikaturen i Danmark især i dagspressen og i tv. Se også satire.
Strix 1897. Engströms filosofiske vagabond, en stockholmsk Diogenes, hvis respektløse replikker udspringer af en uafhængig fornemhed, er inspireret af de franske tegnere Garvanis og Honoré Daumiers vagabondfilosoffer og sikkert også af de amerikanske vittighedstegneres figurer ("tramps"). Men med sit uregerlige
Strix aluco, den almindeligste af de danske ugler. Længden er 37-39 cm. Den foretrækker gamle løv- og blandskove med lysninger samt parker og store haver og ses hyppigt ved bebyggelser. Den er udpræget nataktiv, men gør sig bemærket ved
strix, varulven og endelig hekse, som mentes at fortsætte med at gøre fortræd efter deres død. Først i 1600-t. begyndte beretningerne om disse monstrøse væsener at brede sig i Centraleuropa og på Balkan, stærkt befordret af retssager, hvor lig
(Dansk Biografisk Leksikon)
Strix Bubo til hovedperson og introducerer de økologiske ideer som går igennem forfatterskabet. Svend Fleurons mange dyrebøger blev meget yndede især blandt ungdommen. Fremhæves må Ib Fidelius Adeltand, 1917 om en gravhund, Haren den Graa, 1918, Grum, 1919 om en
(Dansk Pattedyratlas)
Strix aluco og brud Mustela nivalis (Tew & Macdonald 1993). Nogle skovmus formår trods alt at opretholde livet på de golde pløjemarker vinteren igennem til den nye ynglesæson. Med det åbne land som levested er skovmusen umiddelbart udsat for stor