Tuamotuøerne
Tuamotuøerne, øgruppe i Stillehavet; på Makatea blev der tidligere brudt fosfat, men øerne er mest kendt for perlefiskeri og for kernevåbenforsøgene på Muroroa. Se Fransk Polynesien.
Tuamotuøerne, øgruppe i Stillehavet; på Makatea blev der tidligere brudt fosfat, men øerne er mest kendt for perlefiskeri og for kernevåbenforsøgene på Muroroa. Se Fransk Polynesien.
Tuamotuøerne ligger NØ for Tahiti og omfatter 78 atoller i to lange rækker; i alt 690 km2 med 15.973 indb. (2002) inkl. Gambierøerne mod SØ. Særligt kendte er Muroroa og Fangataufa, som siden 1964 har været brugt til forsøg med
Tuamotuøerne i Fransk Polynesien i august. Heyerdahl havde dermed ført bevis for, at Stillehavet under gunstige omstændigheder kunne krydses med en sejlflåde, men naturligvis ikke dermed for, at man tidligere havde gjort det, og hans teori er stadig meget omstridt
Tuamotuøerne i det sydlige Stillehav. Øen er en aflang atol, en smal koralring omkring en stor lagune; den har ingen lokal eller fastboende befolkning. Sammen med Fangataufa og et par andre små atoller har Muroroa siden 1960'erne været afprøvningsområde
Tuamotuøerne fra slutningen af 1700-t. Pomare 1. (ca. 1751-1803) vandt blandt flere konkurrerende høvdinge på Tahiti kampen om overherredømmet vha. gaver og skydevåben fra besøgende europæiske skibe og med de kristne missionærers støtte. Under de efterfølgende konger forstærkedes
tales af ca. 100.000 på Tahiti og Selskabsøerne og af de fleste indbyggere på Tuamotuøerne og Australøerne, hvor det er ved at fortrænge de lokale sprog. Tahitisk er bl.a. karakteriseret ved, at ordforrådet er præget af navnetabu; se noa-ord.
Tuamotuøerne, Marshall- og Elliceøerne samt den australske seamount-kæde, alle med den ældste vulkanbygning i den nordvestlige ende. I den nordatlantiske region ses en anden hot spot-aktivitet, som er begyndt i Tidlig Tertiær (Palæogen) for ca. 60 mio. år