absolut gehør
Absolut gehør er evnen til at genkende og gengive nøjagtige tonehøjder. Læs mere i Den Store Danske klassisk musik gehør
Absolut gehør er evnen til at genkende og gengive nøjagtige tonehøjder. Læs mere i Den Store Danske klassisk musik gehør
Gehør, evnen til at opfatte, fastholde og gengive musikalske strukturer. Et menneskes gehør udvikles under opvæksten og præges af den musikkultur, det vokser op i. Absolut gehør er evnen til at identificere en klingende tone (ved tonenavn) eller at gengive
absolut gehør. Hun begyndte at komponere i sine første leveår, og som femårig gav hun sin første offentlige optræden som pianist. Hun blev undervist af såvel søsteren og Fauré som af organist Louis Vierne, dirigent og komponist Paul Vidal og
Musik, oprindelig en fællesbetegnelse for alle de kunstarter, som ifølge den græske mytologi stod under musernes beskyttelse (jf. adj. musisk); i dag benyttes ordet udelukkende om tonekunst. I denne betydning kan musik defineres som lyd struktureret i et tidsligt forløb
(Dansk Kvindebiografisk Leksikon)
gehør og improviseret, og hun havde et skarpt absolut gehør. Hun lærte også orgelspil hos sin fader, der var organist, og vikarierede undertiden for ham i Fredensborg Slotskirke. Hendes anden klaverlærer blev Max Rytter, der førte hende op til en
(Dansk Biografisk Leksikon)
absolut gehør". Han forstod at vælge sine skuespillere med og for øret og "orkestrere" udsendelserne med den rette balance mellem forskelligt klingende stemmer. Han vidste hvor nådesløst mikrofonen afslører en manglende dækning for udtrykket. Hans glubende interesse for det psykiske
(Dansk litteraturs historie)
gehør for alt det, der rører sig i barnet, var noget nær absolut, og han udviklede en form for indre monolog, der med sit enkle sprog formidler illusionen om, at vi er til stede i barnets bevidsthed. Men de voksnes
(Dansk Biografisk Leksikon)
gehør hos rigsrådet, og intet tyder på at Hannibal Sehested har udtrykt en fra rådskollegerne afvigende opfattelse. Efter hjemkomsten blev Hannibal Sehested inddraget i de dansk-nederlandske forhandlinger om tolden og den nederlandske handels rettigheder. Principielt synes han i toldspørgsmålet at have hyldet den opfattelse at det finansielle tab ved
(Dansk litteraturs historie)
Om sin forkastelse af Sære historier i 1952 skriver Ole Wivel i sine erindringer Tranedans (1975), at „Ingen af os [fra Heretica-kredsen] havde endnu gehør for denne absurde digtnings tonart, dens intellektuelle niveau og etisk-sociale engagement“. Det havde