accentuerende sprog
Accentuerende sprog, sprog (som fx dansk), hvis verslære bygger på stavelsestryk; det modsatte af kvantiterende sprog.
Accentuerende sprog, sprog (som fx dansk), hvis verslære bygger på stavelsestryk; det modsatte af kvantiterende sprog.
Kvantiterende sprog, (af kvantitet), sprog (fx græsk og latin) hvis verslære bygger på lydlængde; det modsatte af accentuerende sprog.
accentuerende. Man byggede nu både latinske og nationalsproglige vers på en regulering af trykstærke og tryksvage stavelser. Kvantiteterne blev degraderet til at udfylde mellemrummene mellem markeringerne. Desuden fik man nu, gennem den kristne hymne- og sekvensdigtning, (ende)rimet som en vigtig støtte for den metriske form. I sprog
accentuerende sprog bliver heksametret til et kvindeligt, trisyllabisk 6-slags-vers med frie bisyllabler (se metrik). Dog bør femte led bevares daktylisk, ellers går den rytmiske flugt af verset: Musa! Fortæl mig om manden, den vidtbefarne, som flakked (Homer/Wilster). Sammen
sprog samt de rekonstuerede grundformer. Japansk er som ikke-indoeuropæisk sprog medtaget til sammenligning. Accent aigu angiver på det indoeuropæiske grundsprog, sanskrit og oldgræsk accentueret stavelse, mens det på oldirsk, gotisk og tokharisk markerer andre fonetiske forhold, fx længde og
accentuerende vers, som gav en helt ny oplevelse af rytme i sproget. Arrebos Davidssalmer vakte opmærksomhed, og kongens kansler Christen Friis opfordrede ham til at oversætte den franske Du Bartas' berømmede La Semaine (Ugen) fra 1578. Hexaëmeron-genren var gammel
sproglige forløb. Man kan skelne mellem bogstavrim, der kan være en samklang af betonede vokaler, vokalrim eller assonans: byde/lyre som fx i de gammelspanske romanzer, eller en korrespondens mellem rimsættets begyndelseskonsonanter, konsonantrim eller allitteration: byde/bæger som fx i de gammelnordiske stavrim i eddaen m.m. Endelig kan rim være stavelsesrim
sprog i nutiden står forholdsvis stærkt; se også sprogpolitik. Kirkeforhold I modsætning til Skotland og England har Wales ingen officiel kirke, idet The Church of Wales, den anglikanske kirke, mistede denne status i 1920. I dag er den det største kirkesamfund, men det er calvinske kirker, der har præget walisisk
sproglig udtynding, som nærmer sig opløsning. Ofte forankres det flygtige sprog i en ikke-verbal dimension. Den betydelige belgiske dramatik er udtryk herfor (Fernand Crommelynck, Michel de Ghelderode, René Kalisky). Mange forfattere illustrerer deres tekster (Max Elskamp), opfinder genrer, hvor ord og grafik er uløseligt forbundne (Christian Dotremont), eller bliver
accentuerede hans oplevelse af egen identitet. Digtene i Poeta en Nueva York (1940, dansk Digter i New York, 1975 og 1983) reflekterer disse oplevelser. Efter at være vendt hjem til Spanien i 1930 blev García Lorca leder af det omrejsende universitetsteater La Barraca og skrev bl.a. teaterstykkerne Bodas de sangre