akromatisk
Akromatisk, (gr. a- + kromatisk), 1 farveløs. 2 om linsesystem farvefri; uden farvespredning.
Akromatisk, (gr. a- + kromatisk), 1 farveløs. 2 om linsesystem farvefri; uden farvespredning.
akromatiske objektiv, som består af to linser af forskelligt glas, der ophæver hinandens farvefejl. Disse såkaldte akromatiske refraktorer blev igennem de næste 150 år bygget med stadig større objektiver kulminerende med Yerkes-refraktoren fra 1897, som er 20 m lang
Akromasi, (af gr. a- + chroma farve), det at være akromatisk.
akromatiske linser, dvs. linser sammensat af to eller flere stykker glas med forskelligt brydningsindeks (fx kronglas og flintglas), hvorved farvefejl udlignes. I forsøgene på at observere længere ud i rummet blev teleskoperne stadig større — en konkurrence, der forlængst er vundet
akromatiske linser i brug og dermed fik løst problemet med de gamle linser, der brød det hvide lys op i regnbuens farver. Celleteorien blev fremsat af den tyske fysiolog Theodor Schwann i 1839 som påstanden om, at der findes et
akromatiske farver i centrum. Linjen, der forbinder endepunkterne af den krumme kurve, repræsenterer blandinger af rød og blå, der er helt mættede, men ikke findes i solspektret. Additiv blanding af to vilkårlige farver udtrykkes simpelt, idet resultatet ligger på den
akromatisk objektiv. Forlydender om, at det var lykkedes at fastholde billeder i et camera obscura, blev bekræftet 7.1.1839 af Pariserobservatoriets direktør Francois Arago. 19.8.1839 offentliggjordes Niépces og Daguerres opfindelse, som den franske stat havde købt. Andre videnskabsmænd eksperimenterede med fotokemi
akromatisk grå. Idet en ligelig blanding af de additive primærfarver rød, grøn og blå resulterer i hvid, bliver rød komplementær til cyan (grøn plus blå), grøn til magenta (rød plus blå) og blå til gul (rød plus grøn). Når man
akromatiske objektiver sammensat af linser af forskellige glassorter, der tilsammen delvis ophæver den kromatiske aberration. Konstruktionen af sammensatte linser, bl.a. til mikroskoper, hvilede til efter midten af 1800-t. i høj grad på instrumentmagernes empiriske viden. En central person i