almenbegreb
Et almenbegreb er den abstrakte egenskab (eller relation), som kendetegner og afgrænser en klasse af ting, fx rød, cirkel, menneske; se begreb.
Et almenbegreb er den abstrakte egenskab (eller relation), som kendetegner og afgrænser en klasse af ting, fx rød, cirkel, menneske; se begreb.
almenbegreber (universalier) som fx idéen hest, idéen menneske osv., dvs. om der var noget i virkeligheden, der svarede til disse almenbegreber. Hovedpositionerne i striden var 1) begrebsrealismen, ifølge hvilken idéerne har reel eksistens, 2) konceptualismen, ifølge hvilken idéerne eksisterer i
Platontolkning. I modsætning til Platons idélære, men i delvis overensstemmelse med Aristoteles har Speusippos sondret mellem substans og almenbegreb; et almenbegreb har ikke realeksistens, men bygger på lighed i tingene. På denne baggrund arbejdede Speusippos med biologisk klassifikation (se diairesis).
almenbegreber (universale, fx "hesten") og slægtsbetegnelser (lat. genus, fx "pattedyr"). Formen selv har den højeste grad af stabilitet i den naturlige verden. Men bag den dukker Gud op (den ubevægede bevæger) som et grænsebegreb for denne verden af konkrete former
er neutralt med hensyn til eksistens og almenhed; derfor kan vi korrekt begribe ting, som der ikke eksisterer eksemplarer af lige nu, og vi kan have korrekte almenbegreber, selvom der ikke eksisterer almenting, men kun enkeltting. Se også arabisk filosofi.
almenbegreb; for Aristoteles foreligger en form (eidos) i tingen selv. Mens Platon nøje skelnede mellem idé og sjæl eller bevidsthed, blev idéen i den senere platoniske tradition (Filon, Plotin, Augustin) betragtet som momenter i den overpersonlige bevidsthed eller som "Guds
og erkendes ved illumination eller forestillinger, indpræget i sjælen (notiones impressae). Illuminationslæren blev videreudviklet og forsvaret af arabiske (Avicenna) og latinske lærde (Bonaventura). I middelalderen stod læren over for den aristotelisk inspirerede "abstraktionsteori", hvorefter almenbegreber erkendes ved abstraktion fra sansedata.
almenbegreb kristendommens uforanderlige væsen. Derfor forkastede han såvel pavedømmet som klostervæsenet, og han afviste brødets og vinens forvandling (transsubstantiation) under messen. Ud fra Bibelen hævdede han også, at al magt tilhører Gud, og at mennesket kun har del i denne
samtids dominerende filosofiske og teologiske skoleretninger; han forsvarede den opfattelse, at alt reelt eksisterende er singulært, dvs. enkeltting, og at almenbegreber kun repræsenterer forstandens måde at opfatte virkeligheden på (se universale). Tilsvarende betonede han erfaringens værdi for sand videnskabelig erkendelse.
almenbegreber og udsagn, opstillet i logisk rækkefølge (se loci theologici). Selv skrev han lærebøger til næsten samtlige humanistiske og teologiske discipliner. Disse såvel som hans studieordninger blev brugt ved en række europæiske universiteter, således, via Johannes Bugenhagen, i København fra