alveolær
Alveolær, (fr. alvéolaire, af lat.), vedr. alveolerne.
Alveolær, (fr. alvéolaire, af lat.), vedr. alveolerne.
Alveolær pyorrhé, se pyoré alveolaris.
alveolære palatale velære labiovelære glottale klusiler ust. + uasp. p t k̂ k kw st. + uasp. b d ĝ g gw st. + asp. bh dh ĝh gh gwh frikativer s h2 h3 h1 halvvokaler w j nasaler m n likvider lr
alveolær klusil, mens [ð] er en stemt dental approksimant. Hovedreglen er, at d udtales [d] i forlyd, men [ð] efter vokal i indlyd og udlyd. Det skrevne ord moderne kan læses dels som adjektivet (tøjet er) moderne med [d], dels
og fortænderne eller ganen langs tungens midterlinje og med passage for luften ved den ene af tungens sider eller begge. Dansk l som i lille er en alveolær lateral, se alveolar. Italiensk gl som i Gigli er en palatal lateral.
alveolære konsonanter č, š, ž. Under påvirkning fra livisk og estisk blev trykket lagt fast på ordets første stavelse. Lange stavelser udtales med to typer intonationer, hvoraf den ene ligner det danske stød. Bøjning Selvom lettisk er mindre konservativt end
alveolær lateral [l], fx le, ville, detalje; lyden kan danne stavelse, fx [gɑml̩] gammel. I enkelte ord fra fransk kan l være stumt, fx detailhandel. Forbindelsen ll udtales i nogle ord fra fransk og spansk som [lj], fx pavillon og
alveolær nasal [n], fx ny, vænne, sand. Det gælder også i sammensætninger som ankomme, hengå; men i forbindelsen nk udtales n ellers som en stemt velær nasal [ŋ] foran k, fx tanke [ˈtɑŋgə], mens ng i udlyd udtales [ŋ], fx
for en lyd, der artikuleres med tungespidsen og/eller tungebladet lige bag fortænderne i overmunden på overgangen til alveolarranden. Dansk t, d, n, s, l er almindeligvis alveolære, men i visse regionalsprog forekommer postdental eller dental udtale; se alveolarer og dentaler.
alveolær sibilant [s], jf. se, spise og sovs. Forbindelserne sh og sch i fremmedord udtales som regel ligesom sj [ɕ], fx shoppe, hash, schæfer, gullasch. I en del ord fra fransk er et slutstillet -s stumt, fx apropos, kompromis, succes