appellanter – appellerende personer
Appellanter er inden for retsplejen er en appellant en person, der indbringer en retsafgørelse for en et trin højere domstol, se retsmidler.
Appellanter er inden for retsplejen er en appellant en person, der indbringer en retsafgørelse for en et trin højere domstol, se retsmidler.
Appellanter, den gruppe af jansenister, der protesterede mod fordømmelsen af Pasquier Quesnel i bullen Unigenitus, 1713; jf. jansenisme.
Appellant, (af lat. appellans, af appellare), inden for jura en, der søger om appel.
appellantens opgivelse af sin sag. En civil retssag kan hæves, indtil sagsøgeren har nedlagt sin påstand under hovedforhandlingen; herefter kræver sagens ophævelse modpartens samtykke, og er sagen optaget til dom, kræves tillige rettens samtykke. En sagsøger kan ikke ved at
appellanten en særlig prøvetilladelse, dvs. en tredjeinstansbevilling. Sådan tilladelse gives fx, hvis sagen er af principiel betydning, eller hvis der er sket procedurefejl i hovrätten. Högsta Domstolen virker endvidere som første instans i visse straffesager, bl.a. sager om højtstående embedsmænds
Indstævnte, appelindstævnte, er i civil retspleje den part i en appelsag, der helt eller delvis har fået medhold i første instans og af appellanten, dvs. modparten, inddrages i appelsagen. Se også retsmidler.
appellanter), mens andre accepterede nederlaget (acceptanter). Som resultat af den kirkelige og kongelige forfølgelse i Frankrig bredte jansenismen sig til både Italien og Nederlandene. I Utrecht dannede de i 1702 en "gammelromersk" katolsk kirke. Læs mere i Den Store Danske
kendte er de såkaldte shakere, som udsprang af kvækerne, og den gruppe jansenister, som samledes på kirkegården St. Médard i Paris ved appellanten François de Pâris' (1690-1727) grav. Både i katolske og protestantiske lande blev konvulsionister forfulgt af myndighederne.
appellanten og indstævnte. Efter sagens anlæg kan en hovedintervenient (se intervention) indtræde som part i retssagen. En civil retssags parter er ligestillede, idet de har lige adgang til at føre beviser, fx afhøre vidner, afgive partsforklaring og fremlægge syn- og
ikke af anklagemyndigheden, ikke i ankeinstansen kan ændres således, at appellanten dømmes for forhold, vedkommende er frifundet for, eller idømmes en strengere straf end i underinstansen. Når den dømte appellerer, vil anklagemyndigheden i praksis ofte kontraanke og kræve straffen forhøjet.